ULVEN

Han kom – Han så – Han jagtede - & (Han sejrede)

Sejrede ja, måske følte han det selv, men det var ingen god sejr, ikke et jagtbytte han kunne hænge op på vægen, som et slags Trofæ og fortælle, at netop den, havde han nedlagt!    Hvad er det så værd, at jagte og nedlægge byttet, når man ikke kan prale, som andre storvildtsjægere gør!

Det var nærmest kun, et anskudt stykke vildt, og det hverken snakker man om, eller praler man af! – Det blev et kæledyr for ham, han fik det gjort så tam, som man nu kan gøre, et af naturens vilde dyr.   Han vidste hele tiden, hvor det holdt til og han troede at han kendte det, men intet menneske ved hvad et dyr tænker, hvorimod er dyr kloge og i særdeleshed denne hun ulv!

Hun kunne se på ham, når han kom, hvis der var noget i vejen og det eneste hun ønskede, var at han ville sætte sig ned, lægge en arm om hende og forklare, hvordan hans sjæl havde det!   Hun havde tre ønsker i sit liv!

 1.At han ville give slip på hende, så hun kunne leve videre med flokken.

2. At de levede i et eventyr, så der blot skulle et bid til, for at de kunne blive ulve begge to, og               forlade hans verden

3. At hun måtte dø, af en jægers kugle, for så var hendes og hans trængsler forbi!

Han ville leve videre, som han havde gjort, før han var blevet betaget af hendes grønne, dragende øjne. Han ville glemme hende og leve et normalt menneskeliv, sammen med sine frænder. Måske ville han et par gange, tænke tilbage, på de hyggelige tider, der havde været, og måske savne lidt, men sket var sket og kunne ikke gøres om.

Han ville falde til ro og ikke bare tage sig af hende, fordi han tilfældigt havde samlet hende op og ladet hende leve sammen med et menneske, i stedet for at forlade hende, og lade naturen klare resten!

Han troede han kendte hende, men det gjorde han ikke, vidste ikke i hvilket virvar, hendes hjerte var. Hun kunne ikke komme tilbage til sin flok, for hun var tam, og lugtede af menneske! Det var intet eventyr, så de ville ikke kunne leve sammen, for altid.

Han ville aldrig kunne rette sin bøsse imod hende og lade hende få fred, og hun var for fej til selv, at opsøge en fare, der kunne forkorte hendes smerte!

Hun elskede ham, så uendelig højt, som noget dyr, kan elske et menneske. Hun var så tam som en hund, og den er ofte blevet kaldt menneskets bedste ven!  Ingen skulle gøre ham ondt, når hun var i nærheden, men livet var forvirret. – Ingen måtte vide at hun var der. En ulv i byen, hvilken katastrofe!

Hun strejfede om her og der`, og nød, når han satte sig i græsset, klappede hendes pels og sagde

” Du og jeg! (I de tre ord, lå der en hel verden gemt!) Ind imellem kunne han kramme hende hårdt og hviske ” Vi er de bedste venner, forstår du det?       Selvfølgelig forstod hun det. Mennesker kunne af og til være utrolig dumme. – Hun slikkede ham i ansigtet og bed forsigtigt i hans hænder.

Hun løb efter de pinde han kastede og nød svømmeturene, for selv ulve elsker vand!     Hun var også vild med at ryste sig og høre ham brøle, fordi han ikke brød sig om at blive sprøjtet til!

De hjalp hinanden, menneske og ulv, de behøvede hinanden, og det var det allerværste!

Engang havde hun gemt sig, da hun så ham komme. Hun ønskede at han aldrig fandt hende igen.         

Hun ønskede at blive borte for altid. Han skulle tro, at hun ikke levede mere!  En anden gang, da han kastede en pind, løb hun som hun plejede, men fortsatte sin egen vej. Hun kæmpede virkelig med sig selv, men hun hørte det bedrøvede i hans stemme, da han råbte ” Ulv kom tilbage bage! (og denne sørgmodige klang kunne hun ikke løbe fra.)

Hvilken modtagelse hun fik. Han snakkede så godt for hende, så hende ind i øjnene, selvom nogen siger, at man aldrig må se direkte ind i en ulv, eller hunds øjne – og sagde

” Ulv, jeg kender godt dine længsler, men du må ikke løbe bort. Jeg ved godt at der ikke er noget liv for os, men jeg kan ikke undvære dig og du kan ikke klare dig uden mig!

Ulvs eneste tanke var (Kan han da ikke forstå, at han gør mig ondt. Intet er umuligt, jeg skal nok klare mig.) Hvis han blot opsøger mig af den grund, kan han lige så godt grave sig ned. Han skal i hvert tilfælde ikke lege med mine følelser!

I perioder var der noget der hindrede dem i, at være sammen, og da hun en dag, forsigtigt listede hen til ham, mens han sad på en bænk på torvet, kunne hun godt se/ forstå på hans øjne og mimik, at hun hellere skulle være blevet i skoven.  Hun puffede til ham og slikkede hans hånd, men mennesket rystede på hovedet ” Nej min ven, jeg har ikke mere at give dig, vil du ikke godt gå!

Igen denne sørgmodige stemme, der slet ikke mente det den sagde. – Han var ked af et eller andet, måske træt af det, der blev ved at overgå ham i den menneskelige verden, noget der tappede ham for energi. Ulv kunne jo af gode grunde ikke sige noget, så bare endnu engang på sit menneske, og løb sin vej!

I udkanten af byen, boede der en ”Bissekræmmer” hvortil mange forskellige væsner valfartede, og der fik Ulv lov til at kaste anker, fik noget at spise, en munter snak og en klap på pelsen, men det var ikke den tone, den lystighed, den energi hun havde været vandt til.

Endelig en dag dukkede ”Han” op, han havde hørt at Bissekræmmeren solgte kartofler, og på den måde, mødtes de igen! Måske havde det været bedre om han havde købt kartofler et andet sted, men Ulv så, hvordan menneskets øjne skiftede fra Melankoli, til spontan glæde. Han havde altså savnet hende, bare lidt!

De fik en dejlig tid sammen, og en aften da de sad ved en skovsø, og så solen gå ned, mærkede Ulv den rare fornemmelse, af mennesket arm om sig. Han strøj kærligt en hånd gennem pelsen og sagde ” Jeg ved godt at andre ville le af mig og  sige at du intet forstår. men du skal vide at du betyder noget særligt for mig. Du betyder en fantastisk tryghed! Jeg mistede så tidligt min mor, og søgte tryghed hos naboens hund, når verden gik mig imod. – Ingen andre end naboen kunne komme i nærheden af den, og så mig. Vi forstod hinanden. Det er mange år siden nu, men da jeg så dig, og den medfart du havde fået, kunne jeg ikke få mig selv til at slippe dig, selvom jeg burde. Et såret dyr ville dø, og det kunne jeg ikke klare.  Pludselig var jeg tilbage i baggården derhjemme. Sad der i hundegården sammen med min bedste ven, det var som om, den var kommet tilbage.    Når jeg er sammen med dig, forstår jeg så mange ting, jeg tror ind imellem, at jeg er ulv i menneske skikkelse.  – Jeg elsker mørke – nat. Elsker at sidde og kigge ud i universet, se og opfange lyde, som ingen andre kan! Jeg ved, jeg burde have givet dig en chance, for at leve mellem dine egne, men jeg har på en måde også frataget mig selv en chance for at leve hundred procent, mellem mine.Selv, når jeg ikke ønsker det, er du i mine tanker!

..Det var som om mennesket blev et lille barn igen, han klemte Ulv, så hun var ved at blive mast, og så kom det ” For pokker, hvorfor blander jeg fortid og nutid sammen. det er svært nok, at leve uden det!  ....Mennesket blev våd i ansigtet og ulv slikkede ham kærligt, så lå de i arm en tid og så op i den stjerne besatte himmel. Mennesket begyndte at brumme nogle lyde, der egentlig lød meget godt og ulv, ja hun hylede med!  Inden natten blev til morgen, var mennesket faldet i søvn. – Ulv havde besluttet sig, nu skulle det være. Nu måtte hun finde andre græsgange. Mennesket havde det hårdt nok i forvejen. Hun ønskede ikke at han skulle lide mere.Stille, for ikke at vække ham, rejste hun sig og listede bort!

..Det er ikke nemt, for et tæmmet vild dyr, at finde hjemlige græsgange, den vil altid strejfe rundt om menneskers huse, og kan derfor være et let bytte for jægere, men Ulv var heldig. Det sidste man har set til hende, er, at hun lever i en Naturpark og trives, efter hvad man kan se, i bedste velgående.   Men det man ikke kan se, er det billede, hun har på nethinden. (Et billede af ”Mennesket” der lærte hende, hvad nærhed og tryghed, i virkeligheden er! )

Del siden