Oldemors Kringle. /- Fortid & fremtid

Vejret var skønt, som det plejede at være på denne årstid, - alting var som det plejede at være. – Om det var godt eller skidt, vidste hun ikke, men der var noget betrykkende ved at man kunne regne med vejret.

Voldborg, var altid positiv, man kunne ikke andet end blive glad når han var på skærmen, hvem der bare var hans datter. –

NEJ! – Katrine havde det godt. –  Storesøster Miriam - storebror Erik og en møgforkælet lillebror - Rasmus. – En fantastisk mor og en spøjs far, der forstod på afstand, at lave sjov med andre, han havde et øgenavn til enhver han mødte.

”Jamn har man set, der kommer Flække Marie, gad vide hvor hun skal hen med sladder i dag.

Eller … ”Der har vi skralde Søren, nåh ja, vi har jo ikke alle bestemt, hvordan vi vil have det. – Så lov mig at bruge den forkerte skraldekniv i dag. Tænk, at han kan leve af sådan noget.  Han var vist været kok, i sine unge dage, - så på trods af at det kun er skrald, skulle han lave de mest lækre supper. – Han skulle virkelig have et patent, måske han så kunne leve af det.

Mor smilede ” Jeg tror ikke Skralde Søren ønsker at have penge mellem hænderne, det har han jo haft, og hvordan gik det?

…

Skralde Søren havde ofte været med rundt om træet Juleaften. Men der skulle storvask til, inden, for Søren lugtede midlestalt ikke af Vanilje. – Selvom det var et ord han brugte meget ” Og så gjorde jeg det ikke engang med Vanilje. – Alt hans Vaniljesnak, var noget der huede børnene, og som han kunne fortælle.

”Hallo – Katrine, drømmer du nu igen. Skolen venter altså ikke!

Ja, nu havde hun drømt igen, underligt, hun havde drømt så meget de sidste dage og nætter, eller var det omvendt. Man skulle tro hun var en lille pige, men til sommer skulle hun ud af skolen, og ud og opleve livet. Et år i Paris, hos en dansk familie, det skulle nok blive alle tiders. – Hun havde da også haft fransk i skolen, et stykke tid nu, så hun skulle nok klare sig.

..

Leon piftede som han altid plejede, da hun kom cyklende ” Hey, der kommer byens smukkeste pige. – Skal vi ikke ses i aften?

Hun sagde ikke noget, det kunne vente til de kom hen på skolen. Dumme unge. Han var en af de typer der ikke tog et nej for et nej, - en type der knap var vokset fra sin mors bryst, inden han begyndte med cigaretter, og som hun sagde

”Jeg kysser altså ikke et askebæger.

”Jamn, hvis jeg nu holder op?

”Nej tak, jeg er ikke til smådrenge!

Hun kunne se det sved, men han måtte stoppe, hun gad det virkelig ikke.

Hun var ikke en af de der unge der gik til Bal, der var andre ting der var mere spændende. Hun havde fundet ud af, at hun kunne noget helt specielt. Men nu skulle hun altså lige i skole. – Engelsk – Tysk – Matematik. Fysik. Dansk. og gymnastik, var der på skemaet den dag.

Laurine kom hen til hende, på vej over til cykelskuret ” Hvad så, skal du noget bagefter?

”Ja, jeg skal over og træne, du kan tage med.

”Kun hvis man kan låne et ketsjer.

”Sagtens, kom nu bare med!

”Jeg smutter lige over i boksen, mor kan bedst lide når jeg fortæller hvor jeg går hen.

”Jeg tror min mor sover, det er hårdt, når hun er på arbejde klokken 5:00. – Uh, jeg er glad for at jeg aldrig skal være rengøringskone, jeg vil noget andet med mit liv!

”Du skal snakke ordentlig om din mor, hun kunne lige så godt have gået hjemme, som min, jeg er sikker på at hun gør det for jeres skyld, selvom din far tjener noget mere end min, men som de siger ” Vi klarer os!

”Jeg snakker også pænt om mor. Hun kan jo ikke gøre ved, som det gik. Tænk hun er hjemme hver morgen, for at vække mig, det kalder jeg service.

”Det er du altså, alt for stor til. Hvad vil du gøre når du rejser hjemmefra. Så kan din mor jo ikke kalde på dig!

”Det ved jeg godt, men når jeg ikke skal op, er jeg lysvågen. – jeg skal tidligt op, det meste af ferien, ud og plukke jordbær, der skal være penge til flybilletten og andre ting. Far har sagt at det vil de gerne spendere, men nu skal de for en gang skyld på ferie alene, og det koster en krig.

..

Da Laurine kom tilbage, smuttede de over i Hallen. Katrine fandt både sin eget ketsjer og en til Laurine, og så spillede de en times tid. Laurine var slet ikke så dårlig. - Hvis hun bare ikke havde haft det så svært i skolen, kunne hun sagtens tjene penge efter skoletid, og tjene til kontingentet.

”Skal jeg ikke høre Hansen, om han kan bruge en plukker mere

”Hvorfor det?

”Fordi, det er da altid rart at tjene en skilling!

”Du mener arbejde til mig?

”Ja, det må du vel godt i ferien?

”Det må jeg sikkert, det kunne være så hyggeligt, hvis jeg får lov. Nåh vi ses i morgen. Hyg dig!

Åh ja, hun skulle hjem og hygge sig. Der skulle skrælles kartofler, med den kniv der skrællede tykt, kartofler var ikke så dyre og så kunne Søren, få lidt at koge suppe på.

Der skulle laves sent kaffe, når far kom hjem, og laves mad.  Bare ærgerligt at de andre ikke skulle lave noget. – Søster Miriam, var flyttet hjemmefra, og Erik arbejdede, og betalte en lille skilling for at bo hjemme, det manglede også bare, så meget som han spiste, og alt det tøj. – Men Rasmus burde nok kunne lave noget. – ”Årh lad nu være (sagde mor) han har da lov at være barn!!!

Åh ja, men hvem skulle lære ham noget, når hun ikke var hjemme mere. Skulle mor så lave alt det hun plejede, eller regnede hun med, at far ville overtage nogle af pligterne?

De var nødt til at have en familiesnak, inden hun skulle af sted.

Katrine var rap – både i replikkerne, men også med sine hænder. Så kartofler og gulerødder var snart skrællet, og alt skrald kom i en pose der stod Søren på.

Det var slemt for ham, de dage hvor den stod på suppe eller Ris/ spagetti. Men det var nu sjældent, far var virkelig en kartoffelmand, af den gamle skole.

Kaffen blev hældt i termoen, Tre skiver af den runde rugbrød, med plantemargarine og puddersukker og tre skiver af mors hjemmebagte franskbrød, med ost. – Plastklokken over, et par kopper på bordet, og så op og skrive.

Åh hun var så spændt, hvad mon der ville ske denne gang. Mon hun kunne nå at komme ned, til spisetid. – Det var noget hendes forældre var strikse med. Måltiderne – Morgenmad senest kl. 7:30. – Frokost 12:30, når mor kom hjem. – Eftermiddagskaffe kl. 15:30 og aftensmad kl. 18:30. – Altid skæve tal.

Mor sov til klokken 15:20 – så hun måtte snart være på trapperne. – Katrine lindede døren. Jo, mor sad på sengen med det uldede hår og smilte” Hej Katrine, har du husket at tage dit tøj med op?

Åh nej, det måtte hun ned efter. Hvis bare de alle sammen tog deres vasketøj med ned, og det rene med op, så blev stakkerne ikke så store i bryggerset.

Nu skulle mor have kaffe sammen med far, så skulle hun lige læse et par timer, og efter aftensmad, cyklede hun op for at mødes med Annegrethe. – De fulgtes til aftenskole 4 aftner om ugen. Det rengøringsjob var kun midlertidig. Mor manglede kun et halvt år på skole endnu, så var hun klar til at blive sygemedhjælper. Det ville give noget mere i lønningsposen og ikke så ondt i skroget.

Fredag aften var der familiehygge,  Ludo - Matador, om måske en film. og daffe i seng kl. 22:00.

Erik var næsten kun hjemme for at sove, men hun og Rasmus, sad virkelig og hyggede sig med mor og far. – Når Katrine sagde godnat, mumlede far altid ” Vi ser gerne at du slukker lyset senest klokken 23:00 – selv unge mennesker, har brug for søvn.

..

Ja, så var det bedre at stille vækkeuret til kl. 6:00 – to timer var ikke så værst, og i weekenderne var måltiderne rykket til kl. 9:00 – 12:00 – 15:00 – 18:00. – Det var lige med at finde ud af det, men sådan havde det jo altid været.

..

Nåh, tøjet ind i skabet og tænde for skrivemaskinen. Herligt at far og mor havde købt den elektriske til hende. En hel formue, men de håbede jo på at deres datter engang blev forfatter og ville tjene mange penge.

Det gik som en leg. – Katrines roman var en` fra først i 1900 – hun vidste ikke hvorfor, men det var simpelthen kommet til hende. – fingrene fløj hen over tastaturet og hun så med ærefrygt på handlingen.

……….

(Ann’dora stod og vippede på fødderne, turde ikke gå ind, tænk nu, hvis far ville slå. Hun havde jo ikke slået den krukke i stykker med vilje, den var gledet ud af hænderne på hende!)

”Ann’dora, kommer du? - Jo far var vred, han havde garanteret riset i hånden, og den skulle hun ikke nyde noget af.

Men hvor skulle hun gå hen? – Ned til Ane i kæret, men det var kun en stakket frist!

Så stod han der` kæmpestor og greb fat i hende ” Hvor vover du at sløse, når jeg kalder!

”Undskyld fader. –

”Jeg skal give dig undskyld. – Her betaler jeg i dyre domme for en krukke, og så smider du den på gulvet.

Han rystede hende, til hovedet begyndte at dingle og tårerne løb ned af kinderne.

”Bøj dig. –

”Fader, jeg smed ikke krukken, jeg tabte den!

”Bøj dig, sagde jeg, ellers skal jeg!

Han tog ved hende, selvom hun var en stor pige. – trak hende ind på kontoret, rydde skivepulten med en arm og lagde hende der, og så kom pryglene.  Først lukkede hun øjnene og drømte sig langt væk, så langt væk at hun ikke kunne mærke noget, men far blev ved og ved!

(Jeg må gribe ind, ( tænkte Kathrine) det kan ikke være rigtigt, hun kunne jo ikke gøre for det, jeg så det selv)

Katrine kunne ikke stoppe den onde far, men da pigen lå og græd på sin seng, listede hun ind i historien, lagde en hånd på pigens ryg ” Ann’dora. græd ikke, græd ikke. Lad mig hjælpe dig!

Andora så forskrækket på Katrine ” Hvem er du, og hvor kommer du fra. Du er ikke en` jeg kender. Hvorfor har du det mærkelige tøj på?

”Ann’dora, jeg kommer fra en anden tid, hvor man kan blive straffet, for at slå sine børn!

Ann’dora smilede ”Det tror jeg ikke på. – Sådan har det altid været, de voksne bestemmer, og ligegyldig om man har gjort noget eller ej, så tror de ikke på en`. – Men hvad mener du med, en anden tidsalder?

”Jo ser du, jeg så på sin fars skrivepult, at kalenderen sagde 1915 – Jeg kommer fra en ny verden der hedder 1986.

Ann’dora blev bleg ” Der kan man ikke komme fra.

”Det kan jeg love dig. – (Katrine trak sit skoleskema op af lommen)

Andora så på det ” Hvad er det for noget?

”Sådan ser et skoleskema ud, og (hun pegede) der kan du ser der står 1986.

”Skole skema, hvor har du det fra?

”Ann’dora, jeg går i skole, og for at vi kan finde ud af hvilke fag vi skal have i løbet af dagen, er vi nødt til at have sådan en`.

”Du gør mig rundtosset. – Går du i skole, jamen, hvor gammel er du?

”Jeg er 16, - jeg forstår dig godt. Du er lige blevet konfirmeret, og skulle egentlig have været ud at tjene, men fordi du ingen mor har, skal du gå hjemme og arbejde og passe din søster!

”Hvor kender du mig fra og hvad hedder du?

”Jeg hedder Katrine, og – jeg har hørt om dig, gennem nogle bekendte! (Det ville ikke være så smart, at fortælle at hun var en person i hendes roman, for så kunne hun jo bare lave den om!)

Nej, Katrine kunne ikke lave den om, og hvorfor, forstod hun ikke, der var en’/noget der førte hendes hånd, det var ikke hende der bestemte hvad der skulle ske, og hvis hun nævnte det for andre, ville de da tro hun var til den lukkede.

”Hvem er den bekendte?

”Jeg husker ikke så godt, men er din far altid så vred?

”jeg tror han er ked af det, og derfor er han så hård ved mig, men min lærer siger at der står i bibelen, at vi skal elske dem der forfølger os, og vende den anden kind til, når nogen slår os. Tror du det kan passe?

”Tvivler du på din lærdom Ann’dora. – Du der lige har gået hos Præsten?

”Ind imellem tvivler jeg, det er meget forkert, men er det ikke også forkert, at min fader slår mig, når det var krukken der gled ud af mine hænder og ikke mig der ødelagde den?

”Selvom jeg kommer fra 1986, så tvivler jeg da også, og jeg synes bestemt det er forkert, men er der ikke noget jeg kan hjælpe dig med, så din far kan blive glad. Hvad kan han lide at spise?

”Vil du hjælpe mig. Jamen jeg kender dig jo ikke.

”Hvad du ikke gør, kan du komme til. Hvad er din fars livret?

”Livret, hvad er det?

”Den mad, den kage han allerbedst kan lide.

”Jeg ved ikke om jeg tør gå ind i køkkenet igen. – tænk om jeg taber noget igen.

”Jeg går med dig.

Sikke et køkken, måske var menneskene virkelig meget små dengang.

Det de kaldte et køkkenbord – uha, Kathrine var ikke verdens højeste, men ville få ondt i ryggen over at stå bøjet der`.

Komfuret, hun var jo vandt til elkomfur, men her var et, man skulle fyre op i.

Ann’doras far hentede brænde hjem og fyrede op om morgenen, og så skulle hans to døtre fylde på, resten af dagen, så den ikke gik ud.

Der var tre kakkelovne i huset, det var en gård med to skorstene, så helt fattige var de ikke.

Der var den pæne stue, hvor de kun kom om søndagen, der stod en lille kakkelovn. – Der var en lille en i Ann’doras og hendes lillesøsters værelse og et i dagligstuen.

”Hvad kan vi lave, som du har kød til.

 Kathrine listede med, ud i fadeburet, et rum, som man i dag kalder spisekammer. – Der stod en bedsk dunst af et eller andet, som hun ikke kendte. – På bordet en skål med et klæde over. – ”Hvad er det?

”Årh. du må da kende tykmælk. (Hun løftede klædet) –” Så vi ikke får en masse fluer i. Ser det ikke lækkert ud?

Kathrine nikkede. – Det var helt gult i overfladen, og havde vist kendt bedre dage.

Der stod en smørdrittel og en kerne og en skål med mælk. Syltetøj og saft. En stor gul ost og en kæmpe pølse, der ikke så alt for appetitlig ud.

”Det er hvad vi har. –

”Ikke fars til frikadeller – eller flæsk?

”Frikadeller, uha, det kender jeg ikke, vi har også brugt det sidste flæsk, men da måtte jeg også lade være med at smage, det var harsk. Men vi spiser det vi har, og vi slagter kun en gang om året, lige ind til jul. Hvornår slagter I?

”Vores verden er lidt anderledes. Vi køber vores mad i butikker, der er ikke ret mange der har deres eget kød og grøntsager.

”Så må I have mange penge. Det er sjældent vi køber noget. – Nogen gange tager far ind til byen og så har han en masse æg med, som han bytter til varer. Jeg passer høns og ænder. Vi bytter også med uld fra fårene, det vi ikke har haft tid at spinde.

Jeg er i gang med at strikke strømper til Katrine. Min lillesøster. Ja vi kalder hende mest Trine, det er kun når far bliver vred, at han siger Katrine Mathilde. – to navne, ligesom mig, altid to navne. 

 Min mor hed Kathrine. Amalie. – jeg ved ikke hvor jeg har Ann` – eller Dora fra. Far siger det er meget moderne navne. Han blev så glad, da mor fik en pige.

”Nåh, jeg troede, han ønskede en dreng!

”Det første barn mine forældre fik, var en lille dreng, han var så skrøbelig, at han døde, da han var to år, og jeg var så stor fra fødslen, at min mor fik at vide, at hun ikke kunne føde igen.  Jeg var stor og robust, så gjorde det ikke noget at jeg var en pige!

..

Katrine (Altså den skrivende pige) – ”Vi kunne lave en æggekage.

”Uha nej, vi må sandelig ikke spise af æggene, er du tovli, det er lækkert, men vi får mest kuns æg til påske, vi skal ikke være ødeland, siger far. – Men der er pølsen, hvis vi lægger den i blød og skærer den ud, i lidt fedt og spiser kartofler til.

”Får I aldrig ris eller spagetti?

”Ris – det er alt for dyrt, vi får en lækker grød til Jul, alt det vi kan spise. – og det andet, hvad er det for noget?

”Nåh ja, men det er mel, æg og vand, man rører sammen, til en grød. Vi har prøvet at lave pasta i Husgerning.

Ann’dora var helt rundt på gulvet ” Husgerning, hvor køber du det?

Katrine lo ” Åh du er herlig. Vi havde noget i 7 klasse, der hed husgerning, hvor man lærer at lave mad, har du aldrig haft det?

Nu var det Ann’dora der lo ” Nej, husgerning kan vi lære hjemme, alt det vi vil. – De eneste timer jeg har haft i skolen, er dansk – kristendom – Regning – Historie – Gymnastik og sang. Men vi kom fra maden, hvad vil du foreslå?

”Jeg ved det ikke, hvad siger du I plejer at få?

”Kartofler med meldyppelse og en lille smule røget pølse. Hvis det sker at FiskeOle kommer forbi, køber far nogle sild. – De er lækre som friske, nogle røger han og andre kommer op på loftet og bliver tørret ligesom flæsk og kød.

”Hold da op, det er en hel Historie time. – Men, skal jeg ikke skrælle kartoflerne, du må have ondt i hele din krop efter den tur.

”Jeg er, vandt til det. – Hvis du vil hjælpe, kan du tage min søster og gå ud til hønsene og gi` dem noget mad.

Hun viste hvordan Katrine skulle gøre, og hun gik ud til den lille pige der tumlede rundt i haven.

”Hej Trine, vil du vise mig om til hønsene.

Hun rakte hånden frem og den lille pige lagde sin i hendes. – ” Uhm hvor æret dejli å gå sån, næsten som om det var en mor.

De pjattede og da de kom om til Hønsehuset, viste Trine hvordan de skulle gøre og hvordan de skulle samle æg i en kurv. – Hold da op, der var mindst 30 høns, og de skulle passe på, at der ikke løb nogen ud.

Det var dejligt at gå der med Trine, men der var noget hun havde glemt, hvad ville manden på gården sige, hvis han så hende i det tøj?

”Vent Trine, jeg må ind og snakke med din søster.

Trine fulgte med, og da de kom ind, stod Ann’dora ved en gryde ” Undskyld, men hvad gør vi ved mit tøj?

”Dit tøj, hvad er der i vejen med det, må det ikke blive beskidt?

”Jeg er bange for hvad din far siger, hvis han ser mig i det her. Det er jo ikke noget I går i.

Ann’dora hentede et gammelt forklæde ” kan du passe den, så er det din, og så måske et tørklæde til dit hår, far synes det er sjusket, når man ikke gør noget ved det.

Katrine fandt pludselig et hår elastik i lommen. Havde det altid ligget der`?

Hurtigt styr på håret, og det gamle forklæde, og idet de gik råbte Ann’dora ” Der står et par træsko du godt må låne, bare stik i dem!

Kathrine fik en stor kurv med, til at bære vasketøjet i, hun kunne jo lige så godt lave noget når hun var der, og hun vidste at hun ville komme igen i morgen!

Ligesom hun var ved at fylde kurven, blev der råbt ” Katrine, vi spiser. – og der blev hamret på døren. Hun så sig om, hvilke dør?

Nå for pokker, hun skyndte sig at fylde kurven og løb tilbage med det hele, trak forklædet af, og gav Ann’dora hånden.

 ”Uha, jeg havde glemt, at jeg skulle hjem, men vi ses lige pludselig.

”Er du sikker på det?

”Helt sikkert, jeg nyder at være her. Vi ses!

Trine kom løbende ” Du går ikke nu, vel?

Katrine krammede hende ” Jo jeg må gå nu, men vi ses igen. Pas nu på hinanden!

..

Vupti sad hun på værelset, og rystede på hovedet, det var simpelthen for vildt. – ”Ja jeg kommer!

Far var lidt knotten ” Har du siddet og skrevet hele natten?

”Nej, hvorfor skulle jeg det?

”Du er i hvert tilfælde stået tidligt op. Du har vel nærmest slidt skrivemaskinen op. Hvad er det der er så spændende?

”Du vil alligevel ikke tro det!

”Et eller andet må det være. Men vi skal ud og køre i dag, så da kan maskinen da slappe lidt af.

Jo far var god til at finde på ture, og denne gang var det ud til havet. – Gad vide hvor langt Ann’dora og hendes søster havde til havet. hun havde glemt at spørge hvor de boede, men hun skulle nok finde dem igen.

..

Det var en skøn dag, med madpakker og is og kaffe og alt muligt. uh hvor var det lækkert at bade i det store vand og ligge og blive brun, oppe i klitten.

Hun havde taget et stykke papir og en blyant med, hvor hun ville prøve at beskrive hendes nye venner. – Ann’dora og Katrine Mathilde. Skønne navne, tænkte hun inden hun faldt i søvn i solen.

Pludselig var der en der prikkede til hende ” Du skal ikke blive ved at sove, vi skal hen og have middag et sted.

Katrine glemte alt om papiret, men da de skulle hjem, kom hendes far med det ” Er det dine nye heltinder?

”Far altså, det er sådan nogle skønne piger. Ann’dora er 14 og hendes lillesøster Katrine Matilde er 5. – Den lille har aldrig haft en mor, hun døde i barselssengen.

”Er det muligt i dag (nu var det mor der blandede sig) - Hvordan klarer de sig?

”De har en far og en dame ude fra, der hjælper med det værste.

”Det lyder ikke særlig betrykkende, kunne du ikke tage dem med hjem?

”Nej, det går ikke, de bor temmelig langt væk, vi er kun pennevenner, men vi fortæller hinanden mange ting.

”Er de ikke lidt unge til dig?

”Venskab er venskab mor, Andora er meget moden af sin alder. ( Hun var lige ved at sige, snart giftemoden) men uha, det skulle hun nok holde sig fra at sige, ellers ville mor, gøre alt hvad hun kunne for at få Politiet af sted.  og man ville aldrig kunne finde dem, de var jo bare hendes ”Historie venner”.

Lørdag aften, sad de fire og så fjernsyn. - Bonanza med Jarlen og Bisgaard - og så den nye danske Krimi - GULDREGN. - Den var vild spændende.

Der var lækker hjemmebagt kage fra fryseren og købens boller, smør og pålægschokolade og lørdags slik. Åh hvor de guffede, og mor havde en seddel med, hvor der stod at hun nu kun manglede 4 mdr. tilbage. Inden Jul var hun klar til at starte i praktik, det var lidt vildt.

Klokken var mange da hun sagde godnat og far smilede ” Hvad så, vil du tage en hilsen med fra din gamle far? – men lov mig, sid ikke oppe hele natten, der er en dejlig dag i morgen, hvis vi er heldige.

..

De var ikke kommet længere på gården, pigerne hjalp hinanden med at dække bord, og far var faldet ned, da han kom ind. Han så Ann`doras røde ansigt og aede hendes kind” Undskyld, min pige, men det var den krukke, jeg gav jeres mor, og jeg blev så ked af det. Selvfølgelig kan du ikke gøre ved det. Kan du tilgive mig?

Ann’dora studsede, det var første gang far havde undskyldt på den måde. – Hun var på grådens rand ” jamen far skal da ikke sige undskyld. Det er da glemt igen.

Trine fortalte at der havde været en pige og besøge dem. En pige som hjalp med at fodre høns og tage vasketøj ned.

Deres far så på Ann’dora ” Hvad så, er det endnu engang en af hendes fantasi venner?

”Nej, far, det var en pige på min alder, eller lidt mere, der bare pludselig var her. Hun sagde hun kom fra (hov, var det klogt at fortælle, hvor det var hende pigen kom fra.) Enten ville far begynde at grine, eller også ville han skælde ud, og sige at de løj for ham, og så vidste man aldrig!

Noget der hed Vellingkoller.

”Det er langt væk, måske hun fantaserer.

”Jamen altså far, hun havde noget sjovt tøj på og snakkede lidt underlig, så måske kommer hun fra det der sted! ( det var Trine der snakkede)

Han lo ” Ja, men det var da fint, synd hun ikke blev så jeg kunne snakke med hende.

”Hun sagde at hun ville komme igen. Hun synes vi bor dejligt.

..

Katrine hørte dem, længe før hun dukkede op. Hun havde bundet håret op og trukket i sin ældste trøje og et par gamle bukser. – Hun gik ude på gårdspladsen, da faderen Heinrich dukkede op. Han kom hen imod hende ” God daw og velkommen her. (Han så på hende, fra fødder til hårtot) så han noget han brød sig godt om? han smilede i hvert tilfælde.

”Nåh du må være hende den underlige pige. – Men du er jo nærmest en voksen dame. Det kan være du søger pladsen som husbestyrerinde?

”Nej, jeg lovede bare Ann’dora at kikke ind når jeg var på de her kanter, det var så hyggeligt forleden!

”Fejler den dame noget med hovedet?

”Nej tak jeg har det fint, hvorfor?

”Så vidt jeg kan forstå, er det ikke mere end nogle timer siden du var her sidst, men du er altid velkommen, vi er meget glade for gæster. Kom med inden for, du er sikkert tørstig.

Ann’dora havde set deres optrin og kom ud og tog hendes hånd ” Nej men kommer du der`. Det er da hyggeligt.

”ja, I må undskylde, men jeg skulle høre fra mine forældre om der er noget jeg kan hjælpe jer med?

”Bor de her i nærheden?

”Nej, jeg er på besøg hos nogle bekendte, men de har ikke rigtig noget at sætte mig til.

Heinrich kiggede lidt rundt ” Mener hun det hun siger. Har hun lyst til at hjælpe med noget?

”Det er helt sikkert, fortæl hvad du gerne vil have hjælp til.

”Jah vi plejer at holde storvask, dynebetræk og gardiner, det kan godt være lidt hårdt for pigerne, vi plejer at leje en til at hjælpe, men de skal ofte ha en hel daler for det, og det er mange penge. – Lad mig høre, hvad plejer du at få?

”jeg vil gerne hjælpe, hvis jeg må spise med.

Han lo ” Hvor er det herligt at der findes sådanne menneske, der er rigelig arbejde til os. – Jamen du er ansat på prøve. Piger vis hende, hvad vi gør.

Så gik han ud til sit, hvad det så var for noget.

Hold da op for en dag, de nåede rigtig meget. Gardinerne blev pillet ned, og lagt i Soda. – Lofterne så meget beskidte ud synes Katrine, så hun fandt noget brunsæbe, en skål og en klud og - så var der lige trapstolen.

Hvordan kom hun ellers op i højden.

Hun fandt en kost, og viklede nogle klude omkring, så kunne hun nå, og hold da op, man kunne se hvor langt hun kom.

Gulvet blev fejet, kludetæpperne blev lagt ud på hækkene og banket, og gulvene blev vasket. vindueskarme, og blomsterne blev nippet og vandet. alt hvad der kunne gøres bedre blev bedre, og nej, hun havde ikke smuglet noget mad med, det kunne hun af gode grunde ikke.

Det blev sent, hun fik lov at overnatte i Gæsteværelset. og de tog fat med at bage, næste dag. – Hun var ikke vandt til den form for gær og mel, i de vægtforhold, men hun fik bagt noget der lignede. Jo, hun var sikker på, det var den opskrift der hed Oldemors Kringle./   

Men det var noget af en sag, at få de rigtige temperaturer på ovnen.

Der var alt hvad hun skulle bruge og hun havde bagt kringlen så tit, at hun kunne den uden ad. (Men det undrede hende, hvordan kunne der ligge en gammel støvet lap med opskrift på lige netop den kringle?)

(Åh hvor er du dum Kathrine, det er jo dig der skriver historien, så det er din skyld de har den!)

Jamen det var jo ikke hende der bestemte, det var ---  Åh, hun blev helt rundtosset!

De startede med at bage fra tidlig morgen. – Der kom godt varme på, og det passede fint, så kunne de bage småkager til sidst.

Klokken var meget tidlig da de stod op, Ann’dora kom ind og vækkede hende ” God morgen jomfru Katrine, Trine og jeg går ud og hjælper med morgen fodring og malkning. Tror far vil blive glad hvis du vil hjælpe ham med at bære ved ind.

”Ved – hvad mener du, og klokken, hvad er klokken?

”Det tænker vi ikke meget på, Standuret i storstuen, bliver kun trukket op til højtider. Far er den eneste der har ur. Men det er tidligt. Ved, er det vi fyrer med.

Nøj hvor var hun træt, og hvad skete der mon hjemme, havde man fundet ud af at hun ikke havde sovet hjemme?

Mon hun nogensinde kom tilbage?  -- Nå, hun kunne lige så godt få det bedste ud af det.

Hun skyndte sig i tøjet og løb ned af den skæve trappe/ Hønse stigen.

Lige nu var der ikke morgenmad, men man kunne snuppe et glas Fadeburs koldt mælk, hvis man var til det. – Hun tog et glas vand fra hus pumpen. En smart måde at lægge vand ind. Den sad ligesom en vandhane ved siden af (Ikke en køkkenvask, det havde man ikke, men Heinrich, havde lavet et fint aflangt trug, som det i stalden, hvor man kunne sætte et fad) Pigerne skulle ikke ud og hente en tung spand vand ved pumpen i gården. – Deres far var ikke bare hård, han var også en blød far.

Hun skyndte sig ud og hørte at der var liv i køerne, de havde 8 , og en flok grise, 30 høns og en hane. – 8 ænder og 10 får. 2 heste ja, og en flok duer. Så i den tids målestok, var det en rimelig stor gård.

Heinrich gik omme bag laden og baksede med ved. – Han smilede over hele hovedet da han så hende ” Godmorgen frøken, har hun sovet godt? – (Nej Heinrich, det må du ikke!) – Der løb en varme gennem Kathrines krop!

”Ja, mange tak, Hr. Heinrich, jeg var træt på en hel anden måde end jeg plejer. Ann’dora sagde at jeg kunne finde dig her omme.

Heinrich lo ” Hun må godt nøjes med Heinrich, vi er vel dus`?

Kathrine rødmede og nikkede!

”Var Ann’dora inde og vække dig?

”Ja, det var fint, jeg er her jo for at hjælpe, så må vi se hvor meget vi når i dag.

”Er du sådan en rigtig by dame?

”det kan man godt sige. Jeg er en af dem der får leveret mælk til døren hver dag. (Noget skulle hun jo sige, selvom – det var meget længe siden, de brugte det!)

”Er det rigtigt. Og så udsætter vi dig for sådan noget?

”Det er da så dejligt. Men jeg vil se at komme ind og få bakset den kringle sammen.

”Kringle, skal vi have fine fremmede? 

”Nej, Hr. - Undskyld Heinrich, men pigerne vil gerne forkæle deres far, og der var rigeligt af alt vi skulle bruge.

”Det må jeg sige, jamen det vil jeg glæde mig til. Regner pigerne så med at vi skal spise kringle i den pæne stue?

”Jeg tror du vil blive forundret over tingene. – Men lad mig bære et bundt!

”Hun er godt nok en flittig pige, hvad med hendes hænder, kan de klare det, og ryggen?

”Årh, jeg er, vandt til at lave noget hjemme. – Men det må være hårdt, at være eneforsørger.

”Hun kan ellers mange nymodens ord, men ja, man savner da en voksen kvinde ved sin side. – Hun kunne ikke lokkes, til at tage pladsen? (Kathrine var træt af at hendes kinder blussede, havde det bare ikke været så indviklet, så havde hendes svar været ”Ja tak!) – Men det var jo bare en historie. – (En tanke kom – Historien bliver jo som du vil!) –

Nej, den gør ikke, det er ikke mig, der bestemmer hvad jeg skriver!

”Hr. Heinrich, jeg er ked af det, men der er en anden der er bestemt for mig. - og jeg må ind til kringlen!

Pigerne var i fuldt sving med at gøre pænt, da Kathrine kom ind. – En to tre, var Kringlen lagt og sat i ovnen, når den var færdig skulle Søsterkagen ind, og de små ”Mariekager”.

Der duftede himmelsk i hele huset, det med at finde tiden, inden Kringlen var færdig, var mit gefühl. Men der var noget med en strikkepind.

(Hvor langt mon jeg er i historien derhjemme (Tænkte Kathrine) – Men måske er tid noget andet, nu!

Måtte der drikkes kaffe, eller skulle hun finde en eller anden urt og koge te på?

Det blev det sidste, ville nødigt gøre faderen vred over ødselhed!

Tusindfryd og en anden ukendt urt, som hun aldrig havde set før. Smagte på den, og fik en sød smag i munden, og noget sagde ”Honningurt!”

Kringlen havde måske nok fået en lille snert af det sorte, men den duftede fantastisk, godt hun havde den gamle opskrift i hukommelsen!

Pigerne dækkede bord, da der var ryddet i køkkenet og Ann’dora, gik ud og ringlede med klokken. – Den var så smuk, Kathrine blev forundret, hvor havde hun set den? – Nej, nu spøgte det. – Ann’dora, fortalte at det var en Bryllupsklokke!

Da Heinrich kom ind, havde der været en kam gennem håret, og det smil han havde på, fik Kathrines hjerte, til at slå ekstra. – Han var virkelig en smuk mand. –

(Lad nu være med at tabe hjertet, til en` der kunne være din far.  Til en` du kun møder herinde, så længe der er noget at skrive!”)

Hendes kinder blussede, da han så på hende og fjernede en kvist, fra det opsatte hår. – ”Det er da en herlig duft piger, dejligt at der er kommet en voksen i huset. – Lad os gå til bords!

Der var stille, alle sænkede hovedet, og Heinrich sagde ” Tak, fordi du har hørt vores bøn om hjælp. Amen!

(Amen!) – gentog pigerne – Kathrine skænkede te rundt, og Heinrich duftede til kruset ” Ja, jeg ved ikke hvad det er, for en Trylledrik, men måske man kan blive lidt glad!

Så startede han med at skære. – Først et godt stykke til Ann’dora. – ”En fortrydelses stykke, min pige. Må den smage dig!

Ann Doras kinder brændte, og hun så ned!  - ”Det skulle far ikke gøre!

Så fik gæsten, dernæst Trine, og så ham selv!

Næppe havde han taget en mundfuld, før han sagde med henført stemme ” Hvor har I fundet mors opskrift?

Kathrine vidste ikke hvad hun skulle sige, hun så på Ann’dora, der oplod sin stemme ” Den lå mellem tallerknerne, så vi prøvede os frem!

Heinrich lagde en hånd over hendes ” Tror der er held ved vore bønner, lad os nyde Herrens gaver. – Vi er glade for hver eneste! (Sagde han, og så over på en blussende Kathrine!) – Det koge vand, i kanden, er det en gammel opskrift?

”Det er det sikkert, vi bruger den ind imellem hjemme!

Det blev en meget fornøjelig time, men pludselig hørte hun lyden, af en klokke. – Hov, blandede hun tingene sammen?

Den lød akkurat som husets klokke. - ” Undskyld, alle sammen, jeg må streve hjem. – Håber Gud mener, at vi ses igen!

Hun aede Ann’dora og Trines kinder, og hviskede ” Jeg vil gøre hvad jeg kan, tro mig.

Ann’dora, tog fat i hende ” Du må blive, aldrig har jeg oplevet far sådan, sjælden har han været så glad. Du må være en engel!

”Jeg er ked af det, jeg ville også gerne blive, men der er nogen der venter mig. Pas godt på hinanden!

..

Heinrich, stod og fumlede med noget ved pumpen, og så op, da han hørte døren gå!

Han så nærmest lige gennem hende, så mildt og nej, - han tørrede en tåre bort! – Det var ikke hende han så, det var ikke hende, han bevægedes over. – Han tænkte sikkert på sin kone!

Kathrine løftede hånden til hilsen – men Heinrich, skyndte sig hen til hende. – ”Er du sikker på at ….

Hun nikkede og han fulgte hende langsomt ud af vejen til skellet – hvor han tog hendes hånd ” Jeg ved ikke hvem du er, Jomfru, men det er første gang mit hjerte brænder, siden min salige kone døde. – Kan jeg ikke gøre mig det mindste håb om din hånd?

Kathrines stemme rystede, hendes kinder blussede, og hun så ned ” Hr. Heinrich, uanset, hvad vi måtte føle, kan vi aldrig finde sammen, vi er fra to forskellige verdner!

Han holdt hende ømt om skuldrene ” Hvad mener Jomfruen, to forskellige?

”Ja, undskyld, jeg taler forkert, det jeg mener, er, at jeg er bypige, og har min verden der`, og – jeg er bestemt for en anden! – Tilgiv mig! – Måske er det bedst vi ikke ses mere. – Men sig ikke noget til pigerne. – (Hun så ind i hans varme øjne.)  - Lad dem blive i troen på, at vi ses en dag!) Pas på din vrede. – (Hun kyssede ham, imod sin vilje, på kinden, og råbte idet hun løb - & pas på dig selv!)

..

Så sad hun ved den orange Olivetti, tårerne slørede hendes blik. – ”NEJ !!! – hvorfor skal min første kærlighed, være så umulig????

”Jeg lagde mig på sengen og græd så inderligt

– og hver engang da døren gik jeg troede det var dig !!!

Mors stemme lød bekymret ” Hvad sker der Kathrine, lås op!

Kathrine tørrede sine øjne, og åbnede døren ” Åh mor, jeg er et stort skarn.  Jeg har forelsket mig i en mand, jeg aldrig kan få!!!

Mor smilede ” Jeg tror du skal lade være at skrive så meget. – Du skal se at få dig et liv!

..

”Da de sad ved bordet sagde far ” Du spiser ikke noget, hvad sker der?

Mor smilede ” Din datter er forelsket i en Prins fra et Eventyr!

”Nej, jeg er ikke mor. – (Hun så på sine forældre) – I vil ikke forstå mig. – Jeg har fortalt jer om mine veninder og deres far, der er enkemand, det er deres far, i Guder, vi følte noget stort for hinanden!

Mor så urolig på hende ” Så det har ikke noget med din historie?

Kathrine gik ud i gangen, og så på madklokken – og da hun så initialerne skreg hun. – Hun blev ved at skrige ”Det var jo den klokke – det var den klokke!

Hendes forældre holdt om hende. Hvad mente hun med det? – Var hun ved at se syner?

De hjalp hende ind på sofaen, og lagde et tæppe om hende – far tog hendes hånd ” Kathrine, lad os høre, hvad der er med den klokke?

”Der står K. A. & H.L. 1895. – Det var en klokke mine veninders forældre fik i Bryllupsgave – For ikke mere end 1½ time siden, blev der slået på den, (I den anden verden!) for at kalde Heinrich ind til Kringle. – (Hendes stemme steg) DEN KRINGLE VI KALDER OLDEMORS KRINGLE!!!

Mor holdt hende kærligt om skuldrene ” Roligt nu, du taler i tåger. – Hvor kender du Heinrich Lüpke fra?

”FOR POKKER ALTSÅ – så forstå det dog – det er ham jeg har tabt mit hjerte til!!!

Far og mor så på hinanden – de vidste ikke hvad de skulle gøre, for at hjælpe deres datter!

..

”Mor, hvordan kom den klokke til at hænge i vores gang?

”Det kan du ikke klare at høre nu.  - Det kan du ikke klare at høre! – Se og få sovet lidt …

..

Da Kathrine sov, gik hendes forældre op på loftet og i Skunken trak de en gammel støvet kuffert frem. –

Der var gamle breve, og et væld af brun/hvide billeder, fra en længst forsvunden tid!

(Han så på sin kone) – ” Hvad gør vi? - ”Det er så forfærdeligt, jeg er sikker på, hun har været der`. – Men bare tanken, at hun i en anden verden, blev forelsket i sin tipoldefar, for 70 år siden.  – Tror du, det vil hjælpe, at vi kører til Blåkilde, en` af dagene?

”Jeg tror vi skal vente, ”Bedste Trine” – kan nok vente, 14 dage mere!

..

”Tror du hun så personerne, som de virkelig var?

”Næppe, men se ….

Et gammelt brudebillede kom frem i lyset – og nu var det mors tur til at skrige, da hun så sin datters ansigt!

”Nej – Nej – Nej, hvem er det, der prøver at gøre os skøre?

(Det var som at se Kathrine, bare 2 år ældre, men det var hendes ansigt!)  Jeg har aldrig tænkt, at hun lignede så meget! – Hvem kan vi spørge til råds? – Kan vi hjælpe vores datter, ved at slette ALT – fra en periode, hun aldrig skal finde igen! – Eller, er vi nødt til at ….

…

Kathrine vågnede, hvorfor lå hun der` og hvor var far og mor?

Hun så sig om – nej, det var ikke ”Ingenmands land!” – Det land, hun havde opfundet i sin historie!

Heinrich, - hun måtte se ham igen, om det så bare …

..

Kathrine gik rundt og kaldte – og far dukkede op  - Han smilede ” Fik du sovet lidt. – Sikke en forskrækkelse!

”Undskyld, I må tro jeg er skingrende sindssyg. Tror du jeg skal indlægges?

Han krammede hende og strøj hende over håret ” Nej, ikke indlægges, men noget skal vi have gjort.

Vi har en masse spørgsmål. – Hvad siger du til, at vi tager hjem til Farmor og farfar om lidt?

”Bare sådan pludselig, de er vel ikke syge?

”Nej, men vi tror det kan hjælpe dig!

”Ved de vi kommer?

”Det ved de om lidt!

”lad være med at gøre noget overilet, det er langt!

Far hørte ingen ting – han gik hen og trykkede et nummer, og hun hørte hans stemme ” Hej mor, giver I kaffe om en time?  --- Lyder dejligt, ja, vi ses!

Der var lige tre der skulle have vand i hovedet, og lidt andet tøj på, så gik turen til Sønder Åby! (Ingenmands landet!)

….

Rasmus, var ude sammen med venner, så det var bare dem der kørte på besøg, og vejret var lige så dejligt, som dagen før.

Kathrine så at mor havde en taske med, sikkert med strikketøj, hun var selv en klovn til alt hvad der hed håndarbejde!

Farfar og Farmors gravhund Vaks, kom løbende ud. – Bagefter kom farfar.

De havde altid været de bedste venner de to. – Når hun som barn havde været på ferie, gik de gerne lange ture, og Farfar kunne fortælle de allermest spændende eventyr. –

”Hej, Kat. – sagde farfar og gav hende et stort kram ” Hvor er du blevet stor. – Kom med ind, farmor venter, som altid med det store kaffebord. – Og nej hvor har vi glædet os, det var en dejlig ide, din far fik!

Kathrine så på sin høje, ranke farfar, med det stadig mørke hår, en flot mand, selvom han var 61.  – Lille runde farmor, lo over det hele og fik smilerynker. – ” Neeeej, hvor er det skønt at se jer. – Kom og få nogle af mine rester, jeg kunne lige nå at blande nogle boller sammen. – Hold nu op, hvor er du blevet tynd, og bleg, du skal ud i solen!

”Bleg –  vi var ved stranden i går, der skinnede solen hele tiden, du ser syner!

Da de sad bænket, og havde nydt lidt af alt, sagde far ” Jeg håber I kan hjælpe os. – Vores lille datter, er i gang med en Roman, fra gamle dage, og der stødte hun ind i navne, som ----Kathrine og Ann’dora ….

Kathrine skubbede sin stol ud ” Jeg vil ikke være med, jeg kan ikke klare at I vil til at trevle den historie op, hvorfor kan I ikke bare lade mig være!

Farfar der sad ved siden af hende, lagde en arm om hendes skulder ” Slægtsforskning, det er da dejligt, at der er en der har interesse for det. – Lad mig høre?

”Det vil du alligevel ikke, når du hører hvad der er sket. – Det hele kører i ring.

Jeg har i mine skriverier, mødt en dejlig familie Lübeck. – En meget streng mand, der engang mistede sin unge kone. – De havde mistet tre børn, alle sammen drenge. – men han havde to piger.

Farfar var ved at sige noget, men far rystede på hovedet! – og Kathrine fortalte historien, som hun huskede den. – Tårerne trillede ned af kinderne, særligt, da hun fortalte om Heinrich og hendes gengældte følelser, hvordan hun bare havde forladt ham ved markskellet,

og lod ham alene, med de to piger. – ” I fatter ikke, hvor forfærdeligt det var. – Jeg har aldrig brudt mig om, drenge på min alder, de siger mig intet, men den unge far, på 35 – 40 år, var ved at blæse mig om kuld og havde det ikke været et eventyr, så havde jeg sagt jublende JA – til at gifte mig med ham, og blive papmor, for hans dejlige piger!  - Hvorfor er skæbnen så ond???

De andre sad, uden at sige noget, så rømmede farfar sig ” Lille kære pige, du har altid været et sjældent menneske. – Hvis nogen havde haft en anelse, om, hvor du bevægede dig hen, ville de givet have stoppet dig, men så ville du, i en sen alder, have mødt dem, alligevel!

”Hvad mener du farfar?

”Du har så levende beskrevet min Bedstefar Heinrich, som jeg er opkaldt efter!

Kathrine blev meget bleg ” Du – er du opkaldt efter min … - hedder du?

”Ja, min ven, jeg hedder Lars. Henrik Lübeck Hansen, og – min mor, hedder i folkemunde Trine!!!

Store tårer, trillede ned af Kathrines kinder” Min lille Trine, hende der aldrig havde kendt sin mor? – Hende jeg ville have værnet med mit liv! – Jamen, hvorfor har hun aldrig fortalt, at jeg er opkaldt efter hende? – Vi har jo bare kaldt hende Olde, og Bedste Trine, hvordan kunne jeg vide … - Hvad så med Ann’dora?

Det var meget bevægende – og farfar sagde ” For et par år siden, modtog vi et telegram fra Amerika, fra min fætter, at Moster Ann`, som hun blev kaldt derovre, var død. 85 år gammel.

Kathrine tog sig til hovedet ” Hvor gammel var Trine, da hun fik dig?

”Hun blev meget tidlig mor, 15 år, men hun og min far, fik tre børn. – Først mig, så Dora & Knud.

”Oplevede Heinrich, at blive Bedstefar?

”Det må være nok for nu, men når du bliver klar til det, kan du få lov at besøge ”Lille Trine” – jeg er sikker på, at hun gerne vil have besøg af dig, og høre din historie!

”Hun vil bare le af mig, og sige jeg er skør. – Det er jeg jo, hvem andre ville forelske sig i en mand, der havde været død, lang tid, før der var tænkt på mig!

”Du er ikke skør, du er en levende fortæller, du er gået i dybden, med familiens historie, du er født med et gen`, der ja det  lyder nok underligt, der kan mærke fortidens vibrationer! – Jeg er stolt over at være din farfar. – Os der sidder her, er uhyre stolte over, at kende dig!

      De nikkede alle sammen!

”Er der slet ingen, der har skrevet slægtens historie?

”Aldrig, det er først nu, vi har fået en ekspert, og jeg håber at du, ved at snakke med min mor, kan finde ud af endnu mere!

”Der er vel ikke rigtigt billeder fra dengang?

Hendes mor nikkede ” Jo, den familie var meget fremme i skoene, Heinrich Lübeck, var – hold nu godt fast. Den tids Borgmester! – Sognefoged, var det vel?

”Så I har måske bare et billede af ham?

”Træk vejret dybt tre gange Kathrine, og luk øjnene, og når du er helt nede, har jeg noget du skal se!

Kathrine gjorde som mor sagde – men alligevel blev hun meget chokeret, da hun så det ældgamle brudebillede!

”Jamen – det er jo – mor, far, se alle sammen, det ligner jo ham og mig! – Hvor er det et smukt billede. Må jeg beholde det?

(Der var helt stille, meget længe, så spurgte hun igen ) – Må jeg få det billede?

De andre så på hinanden, farfar rømmede sig ” Lille pige, smerten vil jo blive ved at være i dit liv. Det han så i den unge pige, der var på et kort besøg, - jeg tror ikke det var dig, det var hans afdøde hustru!

”Han spurgte om min hånd – Han spurgte om min hånd. – Jeg er sikker på at han også holdt af mig, hvis jeg var blevet hos ham, havde han måske fået et bedre liv, så havde han måske oplevet, Trines lille søn! - Må jeg ikke nok beholde billedet?

Hendes far strøj hende over håret ” På en` betingelse, at du kun bruger din skrivemaskine, 1 time om dagen.

”Jeg lover det – jeg lover det, resten af tiden, står den inde hos jer, jeg skal hver gang komme, og spørge. Pleace!

De nikkede alle sammen, og nu skulle der andre boller på suppen.

Kathrine så billeder af børnene, og som hun sagde ” Det var lige sådan jeg så dem, det var som jeg så dem!

..

Det blev en forfærdelig tid at komme igennem, Kathrine, fik en pille, at sove på, så hun ikke sad og skrev, det meste af natten. – Der var skemalagt, to timer i naturen, eller med venner. Lektier og de daglige gøremål, og så den ene time, bare sammen med slægtens kære!

..

De bad hende om, ikke at tage kontakt, men hun faldt i, den ene gang med den anden.

Der var så få` glæder i hendes liv, efter at mor og far, skar ned på hendes forbrug.

..

Hun gjorde det de havde bedt hende om, passede skolen, lektierne, spillede badminton, snakkede med Laurine, og da der blev tid til jordbær plukkeri, tog hun af sted, det gjaldt jo turen til Paris.

Men når alle hendes ting var blevet passet, havde hun stadig tomme timer, hvor hun før kunne gå ind og skrive!

Kathrine snakkede med Skoleinspektøren, om hun måtte sidde på skolen og skrive, men efter en samtale med hendes forældre, havde han valgt at sige nej. – Det var uhyggeligt, hvad der var sket, med en` af de dygtigste elever på skolen!

…

Fjorten dage efter besøget hos farmor og farfar, kørte de op, for at besøge ”Lille Trine”. – Hun var jo ikke spor gammel, 75 år, var ingen alder, men sidst Kathrine havde set hende, var for 70 år siden!

Trine tog pænt imod sine gæster, hun havde hørt fra Henrik, at der var sket noget med Kathrine.

Trine, beholdt den unge piges hånd i sin ” Hvor er det godt at se dig, det er snart længe siden!

Kathrine halvt lo ” Ja, i det virkelige liv, er det nok et par år siden, men, du har vel hørt om mig?

”Ja, så meget, at jeg glæder mig til, at du fortæller historien for mig!

Det var meget bevægende, Trine kunne godt sætte sig ind i, hvordan hendes oldebarn havde det.

”Jeg ved ikke, om det virkelig er sket, at Ann’dora, kom til at tabe en krukke, din far havde givet jeres mor?

Trine lyste op ” Jo, det kan du tro, far havde det meget dårligt med sig selv. – Jeg tror ikke han nåede at tilgive sig selv, inden han døde, at han havde været så hård ved sin ældste datter! – og Ann’dora min kære blomstrende søster, var nok det mest positive, i mit liv. – Uden hende, havde jeg ikke været her i dag!

Far kom aldrig over savnet af mor, og som du selv beskrev, det var ikke den nyankomne kvinde, han var forlibt i. – det var hans eneste elskede!

Det gør mig ondt når du fortæller, at far kom til at betyde så meget for dig, det er bestemt ikke fair. – Jeg kan godt forestille mig, at han kunne få følelser for en ung pige, og jeg kan godt forstå, at du synes han var flot, bare se på billedet af mor og far!

Nej, Kathrine så ikke billedet som Heinrich og en fremmed kvinde, det var altid de to. – Hun kunne stadig fornemme hans hånd om hendes, og hans ” Er der ikke bare en lille chance????

”Lille Trine, jeg ved det er skørt, men jeg elskede din smukke far, selvom han kunne være en meget hård mand, var han også den far, den mand, der ville ofre sig selv for sine piger, og for den kvinde han elskede!

Hvor er din – æh, hvor er dine forældre begravet?

”Det er så mange år siden, tænk, på at min mor døde for 75 år siden, og far – Nej, lad os ikke sidde og snakke her. Ved ikke om dine forældre vil med, eller om vi bare skal gå?

..

Der var ikke langt op til kirken, og gravstedet var holdt så fint.

”Ja, dengang brugte man ikke sten over børn, der ikke levede så længe, men deres første søn, Valdemar Heinrich, ligger der ` (Trine pegede på en lille sten, hvor der stod ”Lille søn”) og neden under ”Vor Herre tar` de små i favn!

”Mor fik først et navn på stenen, efter at far døde, der var hverken tid eller råd! – Men nu er de der sammen, vores mor og far, og Ann’dora, er stedt til hvile i USA! – Men i mit hjerte vil hun altid være!

Kathrine lagde en arm om ”Lille Trine” – ” Du vil altid have en masse gode minder, om jeres tid sammen, hvornår flyttede hun hjemmefra?

”Det hele blev så sørgeligt, efter at vores far døde i 1920, jeg var kun 10 år. Ann’dora, søgte en dame, til at være hos os, og en ung mand i stalden. – Hun blev både far og mor for mig, som kun 19 årig.  – Hun blev og passede på vores hjem og mig, til hun så, hvordan jeg kom skammelig af sted, med den unge stald karl. – Lars og jeg, flyttede ind hos hans forældre, hvor lille Henrik blev født. – Ann’dora, var Gudmor. – men som 24 årig, var hun heldig at få solgt gården. Hun havde ikke sovet i timen, hun begyndte at skrive bageopskrifter, som hun solgte.

Hun sagde engang, at hun havde haft en underlig drøm, om, at der kom en pige, og passede på os! – Jeg kan forstå, at det var dig!

……

Katrine tog Trines hånd ” Ja, lille Trine, det var mig. – og jeg er så spændt på, når jeg går ind i historien igen, hvilket årstal jeg så kommer til!

Trine gav sit Oldebarn et stort kram ” Lille pige, verden er ind imellem af lave, du er et meget sensitivt menneske, det var min søster også. Virkelig ked af at du ikke kan tale med hende. Vi er mange der savner Ann Dora. – Men lad os holde kontakt, og hvem ved, hvad verden byder dig. – Hvornår er det du skal afsted?

”Til sep og foreløbig et år, men vi kan ringes ved, og skrive sammen. – Jrg kan slet ikke begribe, at jeg sidder her, med den lille pige, der sådan manglede en voksen kvinde , til at passe på sig. – Håber Lars havde nogle dejlige forældre!

”Lars havde en sød familie,  og da Ann Dora rejste til America, var svigermor, fantastisk til, at være der`, for børnene og mig. Jeg fik tre børn, inden jeg blev 20 år.

…

Alt dette sad Katrine og tænkte på, da hun sadni flyet på vej, til Paris, byernes by!

..

Selvfølgelig havde hun sin skrivemaskine med, foruden sine to store kufferter.

Luoise og Karl Johansen og de to små piger, stod i lufthavnen og tog imod hende. – Karl var læge og Louise var apoteker, det var travle mennesker, så derfor manglede de en` til at passe børnene.

Værelset var fantastisk,  kæmpe stort,  men det blev noget af et arbejde, med at følge pigerne i børnehave, hjem og gøre rent, og lave klar til middagen. – Men der var en time midt på dagen, hvor hun kunne dykke ned i historien.

Hun havde set ham i og pigerne, i små glimt. -  Vidste det var dumt, men hun kunne ikke undvære, at være en del, af deres liv.

Som om hun ikke havde nok at se til, så tog hun turen tilbage og pudsede Heinrichs sorte støvler, for det var et krævende arbejde for pigerne. – Hun listede sig ind i Hønsehuset, og samlede æg, (Når de vendte øjnene væk!)

Hun fyldte ved, på komfuret, hjalp med at rengøre kakkelovnene, gjorde sig nyttig i huset.

En dag  blev hun afsløret. – Hun stod bag laden og så på Henrick, mens han kørte møg ud, pludselig  vendte han sig, og så lige imod hende. – Han vinkede og kom rask hen imod hende hans stemme næsten sang ” Jomfru Katrine, er det virkelig dem?

”Ja, Heinrick, ja, det er mig, jeg måtte lige se hvordan det gik. – I har det vel godt?

”Lad os gå lidt, hvis ikke pigerne må vide noget!

De gik ned langs marken, arm i arm. Plovfurerne stod skarpe, det var ikke længe siden der havde gået en plovmand med et par heste. – Han aede hendes kind ” En daler for deres tanker!

”Hr, Heinrick, de må se, at finde en kvinde. Det ville være godt for jer alle sammen! Hvad med Karen?

Heinrick lo ” Jomfruen må have spist noget forkert. -  det ville aldrig gå. -  Når ikke jeg kan få dem, skal jeg ingen have, men der er noget der undrer mig.

”Sig frem!

”I de seneste dage, er der sket nogle underlige ting. (Han nævnte, de pussede støvler,  en kurvfuld æg, på bordet i køkkenet. – det varme komfur. – o.s.v.) – ”Hvis de ikke ønsker at pigerne skal vide noget,  hvis jeg ikke må anholde om deres hånd, så må jeg bede om, at de holder dem væk, det andet kan jeg ikke klare! –

Hun så på ham, og hendes stemme skælvede ” Heinrick, jeg elsker dem, men de tager fejl af deres følelser. – De er endnu ikke kommet over deres sorg over deres elskede. Hver gang de ser på mig, er det hende, de ser, forleden jeg var her, så jeg det smukke brudebilledet på  skabet. Heinrick, hvis alene mine følelser kunne råde, da var der ikke noget jeg hellere ville, end at blive , men det er mig umuligt at lave om på historien.

”Brudebillede – historien – hvad mener de?

”Jeg kan ikke svare dem Hr. Lubeck. – vær sød ikke at fortælle at jeg har været her, det er svært nok i forvejen!

Han aede hendes kind ” Jeg er ked af det,  de er vist ikke rigtig rask, så måske er det godt at de ikke kan blive, men jeg vil tænke på dem. Lev vel!!!

”Og jeg vil tænke på dem. Lev vel!

…

Katrine var iskold, da hun vendte tilbage. Fra den varmeste sol, fuglefløjt og jord der ventede på en sædemand, sad hun, sønderknust i sit værelse. –

Hun hverken kunne eller måtte vende tilbage, det ville smerte alt for dybt.

(Hvad skal jeg med mit liv, når jeg ikke kan få Heinrick?) -  Uanset hvem jeg falder over, ville jeg ikke kunne gifte mig med ham, jeg vil blive ved at ……

Hus telefonen ringede, hvad mon fruen ønskede.

”Hej Katrine, vi tænkte på, om du måske kunne kigge ned, bare en halv time?

”Okay, jeg kommer!

Karl og Louise, sad ved spisebordet i stuen,

Louise tog ordet ” Vi har talt om,  nu du ikke var hjemme i julen, om, du gerne vil hjem og fejre Påske med din familie?

”Tror ikke de regner med, at se mig, før jeg har udstået min værnepligt om 5. mdr.

Karl så på sine kone, der nikkede ” Vi vil altså¨gerne betale en retur billet hjem, for dig, og så høre, om du har lyst at blive, til februar 1988, hvor vi flytter til Silkeborg.

”Undskyld, det kommer så pludseligt, må jeg have lov at tænke over det?

Karl rejste sig, og kom hen til hende ” Katrine, du har set sløj ud i de sidste dage. – du har tabt dig. – Er der noget du gerne vil fortælle os?

Katrine lo ” Tyv tror hver mand stjæler. – Nej hr doktor, jeg er ikke syg. -  jeg skal nok svare jer i morgen, hvis det er i orden?

Louise smilede ” Det er fint, og vi er så glade for, at det blev dig i ansatte. – pigerne er så glade for dig!

”Mange tak. – Vi ses i morgen!

…

Næste aften, gik der en god film i biografen,  - hun var lige steget ud af bussen, da hun så ham. – (Nej, Katrine, nu rabler det for dig. – Okay, du var sammen med Heinrick i går, men det var historie. – Han er for længst borte!)

Men det var altså en`, der lignede helt vildt, på trods af et flot blåt  jakkesæt, og et par kanvas sko. – det var en mand, der var godt ved muffen.

Filmen var rigtig god, og hun glemte ham manden igen.

De aftalte at hun rejste hjem i Påsken, og hendes familie var helt oppe at køre, så mor ville samle hele familien, så de ville blive mange.

En eftermiddag skulle hun mødes med Louise i byen, sammen med pigerne, og pludselig siger hun højt til sig selv ” Det er nu lige meget, det er altså ham!

Louise lagde en arm om hende ” Halløj, hvem var det du så?

Katrine rødmede og Louise lo ” Ja, så – din udkårne!

”Bestemt ikke, han lignede bare en` jeg har kendt!

”Sig lige til i god tid, så jeg også kan se ham!

De hyggede sig vældig, mens de handlede sko og tøj til pigerne. –

Dagene gik og der blevet klippet og klistret Påskepynt. – Karl fortalte, at han havde fået en stilling i Silkeborg, om ca et års tid, og at Louise, gerne ville prøve, hvordan det var at gå hjemme, og bare være pigernes mor, og lægefrue. – Så Katrine ville være den sidste aupair.

..

Nu sad Katrine igen i flyet, på vej – og pludselig kom tanken (Det er nu lige meget, han lignede altså!)

Far og mor, Miriam, Erik og Rasmus, tog imod hende i lufthavnen. – Det var rigtig skønt at komme hjem, og hun skulle være der` , i 14 dage.

En uge, sammen med alle hendes søsjende, far og mor, det var en velsignelse. – Familiespil, lysbilleder, traveture og klippe klistre. – og så måtte hun fortælle, at – hun først kom hjem igen, om 10 mdr.

Mor klappede hænderne sammen – ” En jul mere, uden dig, det kan du ikke mene!

”I må nyde mig, mens jeg er her, hvem ved, om jeg, ikke kommer hjem og bo, igen!

Mor lagde en arm om hende ” Har du fundet en kæreste i Paris, og hvad laver han?

Katrine var lige ved at sige ”Ja, jeg har fundet ham, så vi regner med at gifte os, når jeg fylder 18. – Men hun havde jo ikke fundet ham.

”Nej, du kan være rolig mor, men måske skal jeg på Højskole, og så finder jeg måske ud af, hvad jeg vil være!

Ja, snakken gik. – pg der blev pustet æg, til den store guldmedalje.

Miriam, gik lidt stille omkring, og da Torkild, en aften dukkede op. Lod de bomben springe. – Han havde friet og hun havde sagt ja! – Sikke en smuk ring. – Far rømmede sig ” Jeg må nok sige at der sker noget her i familien. Knap  har min hustru fået uddannelse og fuldtidsjob, og så  skal vi måske snart være bedsteforældre?

Miriam rødmede ” Det sidste , varer det nok lidt med, men vi vil høre, om I måske kan hjælpe os?

Torkilds forældre ville betale deres del, og selvfølgelig, skulle far og mor, nok finde en som penge til hende.

21 år og så giftes. Uha, det skulle vare længe inden Katrine skulle – hvis overhovedet.

Far og mor, havde nærmest fået søsteren i døglsmål, og knap var Miriam blevet tør bag øret, før Eric kom. Der var kun 13 mdr.

Efter Eric, havde de fået Karsten, der var født med dårlig hjerte, og kun overlevede et halvt år. – om Katrine var meningen, vidste hun ikke, måske som en trøst.

Men Rasmus, var en smutter, han var 12 år, og altså en møgforkælet unge, selvom hun overhovedet ikke kunne undvære ham!

..

Påske – med kirke og frokost.

Mor havde dækket til faster Anna og Onkel Gustav -  Farbror Gunnar og tante Elin. – Moster Emmy og Onkel Hans og mors lillebror Ib, der var singel.

Så var der mormor og morfar fra Herning – og farmor og farfar fra Åbybro – 5 kusiner – 3 fætre + Lille Trine og Katrines familie  27 personer. – Det var vild fantastisk. Man legede selskabslege, gik ture og spiste, hele dagen.

Nu var de alene, den sidste bil havde dyttet, der var vinket af, og mor satte sig tungt ned i stolen. -  ” I morgen nedlægger jeg arbejdet, så må I opvarte mig!

De lo alle sammen og lovede, at sådan blev det!

…

Det havde været så dejligt, særligt at se og tale med lille Trine. – De to, fik en god alene samtale, og jo, alt hvad der var sket, var virkelig sket!.

Katrine nåede at cykle ture med Laurine og spille badminton, få noget veninde snak, og ferien fløj afsted.

Hun var ved at vende sig til at flyve. –

Der var sket en misforståelse, så der var ingen der ventede på hende, og hun bestilte en  taxa på lægens regning.

Kathrine låste sig ind, og gik op til sig selv. Fik pakket ud, og da hun lagde en bluse i skabet, faldt der en kuvert ned på gulvet. – Det var en brun, falmet kuvert, og uden på stod med sirligt skrift.

Kæreste Katrine. – Forleden, da jeg kom til at kigge på en stak papirer, fra min søsters dødsbo, fandt jeg denne kuvert. Håber du kan klare at læse min fars ord. – Jeg fik Rasmus til at gemme brevet i din kuffert.

Mange hilsner Olde Trine.

….

Havde Heinrich skrevet til hende?????

Så var der en grund til, at familien ikke have hentet hende, hun  skulle have ro til, at finde dette.

…

Hun foldede det meget tynde papir ud – og der stod

 Mandag. D. X – X – 1920.

Kæreste Jomfru Katrine.

Ja, hvad skulle jeg skrive til eder. – De kunne jo min datter være. – Og dog – så fin, så nobel, så gennemtænkelig.

Vi nåede ikke at mødes igjen. – Jeg så eders sorgfulde ansigt, da de forlod mig. Og husker det endnu!

Der er gået mange år, siden jomfruen standede på gårdspladsen og jeg fik godhed for dem.

Og nu ligger jeg her, og vide, at jeg snart må forlade mine  børn. Gud være dem nådig!

I denne time, vide jeg fast, at de nok aldrigen får dette brev i hænde.

Men …. Om mit hjerte vil, da læser de det.

Brudebilledet, jo, jeg haver set det. – og mindes eders ord, lille Katrine. – Det vare retteligen sandt. – Men havde de været fri, til mig og mine piger, da havde mangt og meget set gladere ud!

Jeg elskede min svage hustru – Hunem var ikke skabt til denne jord. – Ja, de haver ret. – de vare lige så hjertegod som hende. – Lige så smuk, som hende – og slig, finde man kun en` gang.

Hvordan det nu skal gå mine børn, vide kun Gud!

Lyset stander stille på livets bro.

Har været både min hustru og min søde Jomfru tro.

Ønsker eder, en kjæmpe tak, for hvad de iforn, haver giort for os.

Må de altid eje et ædelt hierte.

De kjærligste hilsener eders Heinrich Lübeck.

Kathrine – skreg og sparkede til døren, så den nærmest gav sig. Da hun stod, og var ved at kaste den tunge skrivemaskine, langt væk, besindede hun sig dog. – Den kunne jo ikke gøre for det.

”Heinrick, min elskede. – Ja, jeg ved du et par timer efter, lagde dig i Guds hænder. – Jeg ved at resterne af din krop, ligger sammen med din eneste. – Men jeres sjæle findes et smukkere sted!

Lille kære Trine. – 10 år, ingen forældre, og jeg kunne ikke hjælpe dig!

Jeg kan jo ikke gøre noget nu, det er forsent! (Jeg kan ikke lave historien om!)

…

Ja, Kathrine besindede sig, og næste formiddag, sad hun i stuen, da familien, noget slukøret, kom ind af døren. – Pigerne faldt hende om halsen, og Louise sagde ” Uh altså, det var ikke gennemtænkt, håber du har klaret dig.

Katrine smilede ” Selvfølgelig. – Hvordan ser dagene ud ?

Karl og Louise så på hinanden, som kunne de ikke forstå hendes korrekthed. – Karl åbnede munden ” Hvad er der sket med den dame, siden hun taler på den måde?’

”Åh, jeg er bare ved at øve mig, til et egnspil, der foregår, for mange år siden. – Jeg skal nok prøve at finde tilbage!

..

Ja, tiden gik, som tiden gør – og  en eftermiddag kom Louise forpustet hjem, med flere bæreposer på slæb. – ”Katrine, må jeg udsætte din pause, til i morgen?

”Det er okay, hvad er der  los?

”Vi får fint besøg i aften, Karl kommer hjem, med den mand der skal afløse ham, når vi flytter til Danmark.

”Det lyder spændende,  - hvad har du?

(Der var rejser og avokado – dild og, jamen alskens ting, til en fantastisk middag. – )

”Har du en dansk specialitet, du kan fremtrylle Katrine, måske en kage?

”Det har jeg, den ene, er min Oldemors kringle, som ligger, på første sal – den anden er  (måske ikke ligefrem dansk)  men måske en forret. – Vandbakkelser, med skinke, eller fiskesalat.

Louise slog hænderne sammen – ”Katrine, du er fantastisk, hvis ikke du kan finde andet at lave, skulle du skrive din egen kogebog. – Du laver så tit noget, lækkert mad, vi aldrig har smagt.

”Så er det nok en arv, fra min oldemors søster, hun udgav en dansk Kogebog i Amerika.

”Jamen, jeg kan næsten ikke få hænderne ned,  - pigerne er hos Michelle, lad os komme i gang!

…

Det var herligt, at være to, i det store køkken. – Både mad og tid, fik vinger, men det var kun til 4 personer. –

Bordet var pyntet med hvid dug og røde servietter  -  røde – hvide roser og dækket op med det fine rosenstel, med Hc. Andersen motiver.

Et hurtigt bad, og et kik på uret. –

Det undrede Katrine, at hun gjorde så meget ud af sig selv, og det undrede hende, at hun var så glad, at hun lo, glæden kunne ikke være låst inde. -  Det hele var så euforisk. – Men der kom jo bare en mand, som slet ingen kendte!

..

Da Katrine kom løbende ned af trappen, stod Louise i hoveddøren, og tog imod gæsten. –

Den fremmede så op, og Katrine blev så chokeret at hun blegnede og faldt det sidste stykke. – Godt hun ikke havde kjole på.

(Nej, nu stod verden ikke længere. Var hun ved at se syner?)

Opfør dig ordentlig Katrine,   tag det koldt og roligt. – Det er jo næsten alle, du synes, ligner ….

Karl var hurtigt hos hende ” Hvad gik der galt. – Har du brækket noget?

Katrine lo ” Årh, jeg er bare et fjumrehoved. Nej, jeg har ikke brækket noget. Du skal ikke være læge nu, du har fri!

Manden, der stak hånden frem mod Katrine, hilste på et smukt klingende amerikansk – Hallo Katrine, god to se you!

Hun kniksede og smilede, og så gik de ind til bordet.

Det blev ved at køre rundt i hovedet. – Hun havde set ham før, måske var det det, der havde chokeret hende. – Han lignede, og – han var amerikaner. –

(Nu stopper du altså. – Gør ikke dig selv til grin!)

Den unge læge, roste maden i høje toner. – Katrine var glad for at hun havde så let til sprog. – og samtalen gled flydende. – og han fortalte at han hed  Thomas. – Katrine trak vejret lettet. – Nej, der var ikke mere lighed end der havde været på en and og en svane.

Efter den dejlige middag, gik man ind i stuen, hvor mændene spillede skak, og  Louise strikkede på en trøje til Karl. ” Jeg forstår altså ikke, at du kan holde hænderne i ro. –

Karl hørte med, det halve øre ” Giv hende en blok og en blyant, så skal du se. – at skrive er vel også håndarbejde!

Katrine sendte et takkesmil tilbage og Karl blinkede, inden han væltede Thomas` brik ”Skat mat!

Louise hentede en blok og en blyant – ” Vær så god – og undskyld. – Jeg kan bare næsten ikke slappe af uden mit strikketøj. – Vil du være sød at skrive opskriften på din oldemors kringle – så har vi den.

Hurtigt var den ”Kringlet” – for oven, stod med Katrines smukke, snirklede håndskrift – ”OLDEMORS KRINGLE”

Og dertil,  blev der mest tegnet.

Mælk, salt sukker – gær – margerine – æg –

Og den færdige kringle, med  sukkerdrys.

Hun rakte det færdige resultat til Louise – ” Så kan pigerne også bage den.

Louise strålede ” Åh hvor er det smukt. – Du skal simpelthen forfølge din store egenskab. – Min bror Magnus, har et trykkeri i Assens. – er det okay, at jeg faxer opskriften med det samme?

”Slap lidt af Louise, det er jo bare en lille ting, en hobby, - jeg har tænkt, at jeg vil uddanne mig til lærer.

…

De fik en rigtig god snak, og det ene parpir, blev til ti – med tegninger, mål og hvad der skulle til en kage.

Det var hverdag, om lidt , så der kom smurte boller med ost og pålæg, og den fyldige, smukke kringle, te og kaffe på bordet.

Snakken var meget løssluppen, Thomas nød de lækre boller, og da han satte tænderne i kringlen, rømmede han sig ( ” Hvem har bagt den?)

Louise lagde en hånd på Katrine skulder. -  - Han rømmede sig et par gange ” Thats my Grandmothers ….

Store tårer trillede ned, af Katrines kinder ” An, thats my Grand – Grand Mothers Kringle!

Hun så på selskabet – ” I Am sory!

Så løb hun op på værelset, låste døren og skreg ” Jeg vidste det jo!!!

…

Der gik vel i times tid, så blev der banket hårdt på døren –  det var Louise ” Katrine, sover du, vil du være sød at låse op!

Katrine låste op, og Louise gav hende et stort kram. – ”Verden er lille, min ven. – Vi fik en rigtig god snak med Thomas. – Han er lige så chokeret som dig. Han vil gerne tale med dig, inden du rejser til danmark!

”Undskyld Louise, men jeg kan ikke tale med ham. – Jeg var sikker på. At jeg kunne rejse fra Henrick, glemme alt om ham,  og først for et par måneder siden, forligede jeg mig med, at familien Lübeck, var historie. – Så dukker Ann Doras barnebarn op, og sender mig tilbage, til dag et!

Selvom Paris er stor, har jeg set den mand, flere gange, men jeg slog det ud af hovedet, jeg var sikker på, at det var mig der så syner. – Jeg kan ikke blive her mere, det er umuligt.

”Ro på, jeg skal nok forklare Thomas, at du blev meget chokeret, og at du foreløbig ikke kan klare at konfrontere dig med ham. – og så skal du, til en terapeut.

”Jeg vil ikke bures inde, på grund af ting, der ikke kan laves om. – Jeg vil ikke bures inde, fordi verden er af lave – Jeg vil ikke ….

Katrines gråd, kunne høres i hele huset. – Karl kom løbende op af trappen, han så bekymret på Katrine ” Okay, det var derfor hun faldt ned af trappen. – Hun vidste at hun kendte ham! – Søde venner, jeg beder Michelle, passe pigerne et par dage, det her, skal undersøges!

…

Katrine, blev tilset af en af Karls læge venner, man ringede til Katrines forældre, og forklare, hvad der var sket.

Anton, - Katrines far sagde ” Hun glædede sig så meget til at komme til Paris, komme bort fra danmarks lilleputland, og minder om hendes tipoldefar. Glædede sig til, at se – opleve, andet og mere, måske finde det liv, hun gerne vil. – og så møder hun Thomas. Heinrick. Lübeck  Hanson. – Jeg tror I skal sende hende hjem!

Karl rømmede sig ” Det tror vi ikke. – Katrine skal konfronteres med Thomas, hun skal finde ud af, at det er hendes skæbne, og ikke en dødsdom. – Hun skal undersøges til bunds, af en`, der har styr på tingene. På mange områder, er Danmark et u – land.

”Vi har ikke villet tolke det, som en sygdom. – derfor gjorde vi ikke noget ved det. – Men måske har I ret. – Vi vil gøre det bedste for vores datter. – Send os en regning, vi har råd!

”Der er ikke tale om penge. – Katrines tilstand, er noget, vi ikke har mødt før. – Vi skal nok lade være at blæse det op, bare gøre, hvad der er bedst. – I hører fra os!

..

Katrine spiste ikke, hun sov – bare sov, selvom søvnen var fuld af, Henrick – farfar – Thomas – og en kringle, der afslørede det hele.

Efter flere ugers undersøgelser og samtaler, var Katrine klar til, endelig at fortælle en flok at læger, om, hvordan det hele startede. – (oversat til engelsk – fransk)

”Jeg elskede den mand, af hele mit hjerte, men det var en umulighed, at færdes i hans og pigernes verden. – Jeg fik siden atvide, at han døde, meget ung, og selvom der gippede i mig, efter at ”Vende tilbage” – og mødes med ham, inden alt dette – for at ødelægge historien, så var det ikke muligt. – Havde jeg gjort det, var jeg aldrig blevet født! – Det er en umulighed, man kan ikke rejse tilbage i tiden,  - jeg  gjorde det, men – det gjorde bare livet endnu mere fortvivlet!

…

Efter halvandet måned,  var alle meget spændte på, hvordan mødet med Thomas, ville forløbe.

Det ringede på døren, Karl lukkede ham ind,  - Katrine rejste sig fra sofaen, og hilste – pænt, som der forventedes, uden dog at neje!

Thomas undskyldte den megen postyr, han havde et smukt, håndskrevet brev til Katrine, fra den mand, Ann Dora, for så mange år siden blev gift med. – En ældre mand, på 96 år. –

Det var så smukt sammen sat.

Min kære Katrine…

Håber du kan læse og forstå, min hilsen.

Hvor ville jeg gerne, at Ann`- kunne opleve, at mødes med dig. – Den unge pige, hun var så sikker på, havde besøgt, hende, - havde gjort hende så sikker på, at der lå noget godt og ventede.

Efter at jeg har talt med din farfar, og lille Trine, så forstår jeg, hvor meget du har været igennem. – Mit barnebarn, blev ligesom du, meget chokeret, da han så dig, du lignede jo de få billeder, der var af hans Oldemor. – Jeg har ringet frem og tilbage, med hele famlien, og inden længe, vil mit barnebarn spørge, om du er rask nok til at rejse med ham, på besøg hos mig. – Jeg er for gammel til, at rejse til Paris.

Jeg beder dig så meget, og glæder mig til at se dig.

Mange hilsner grand – grand Onkel  Arthur Hanson.

….

Katrine græd og talte helt uden sammen hæng. – ” Ja, - yes I will – I will love to se my Grand – Grand Onkel Arthur. I will tray to bake the Kringle!

Thomas lagde en hånd på hendes ” Are you Okay?

Hun nikkede, rejste sig og styrtede ud i køkkenet. – Alt var klar, man havde forudset, at det var det første hun ville gøre, bage Ann Doras kringle.

…

Ja,m der blev bagt kringle, så meget, at Karl havde med på arbejde, og alle var vilde med den.

..

Thomas, dukkede op på de mest skøre tidspunkter, han havde bedt Katrine om, dansk undervisning. – Det gik ret godt, for hans bedstemor, havde lagt vægt på, at hendes børn og deres børn, skulle lære dansk.

De fik talt, grint og set mange billeder. – De mødtes for at bage og køkse, og en dag sagde hun ” Thomas, hvorfor blev du læge?

”Min far, er stadig læge – han og mor, glæder sig også vildt, til at se dig, tale med dig. – Jeg har fortalt, at du er skrøbelig, jeg har fortalt, at det ikke er på grund af bryllup, vi kommer, men for at du skal se bedstemors familie.

Den lo de meget af, bryllup – hvor ville han dog hen. -  Katrine synes ikke mere, der var nogen lighed med Heinrick. – og måske godt sådan.

..

Man blev enige om, at de skulle rejse til Amerika, når Thomas kunne få ferie, 14 dage til et land, hun aldrig havde tænkt på.

Mor spurgte, om hun ikke bare var lidt lun på ham granfætter?

Katrine lo ” Nej, mor, ikke det fjerneste, jeg tror at jeg må nyde mine søskendes børn. – Jeg vil hellige mig mit job, og Louise har bestemt, hvad det skal være, hun er allerede ved at sætte mine opskrifter i trykken. – Men uh hvor jeg glæder mig til at møde Ann Doras familie, og  om et halvt år, ser I mig. – Så bed Marian om at udskyde bryllup, så længe.

…

Amerika var et stort land, -  Det var Thomas far og mor, Johannes og Rosa, der tog imod dem i  Lufthavnen.

Smukt, med det dansk amerikanske look. – Johanness, var Ann doras første barn, men hold da op hvor han lignede farfar. – de var jo fætre. – og der var kun 3 års forskel. Hvorfor så kalde Ann Dora for Bedstemor?

Rosa lo ” Vi har åbenbart fået børn, lidt senere. 10 år her og 10 år der, gør jo lidt en forskel.

Din oldemor, fik jo barn tidligt – eller rettere, hun fik alle sine børn, inden min svigermor tænkte på, at få nogen. – Lille Trine, blev en slidsom kvinde, der passede mand og børn, og hjalp til, hvor hun kunne. Hun har ikke nået det store, i sit liv, hvorimod Ann`  blev gift som voksen, fik udgivet sine opskrifter, arbejde på et forlag, og først derefter fik hun Johannes – Peter og Wilhelm.

Næstsøskend børnene, som jeg kalder dem, har ikke ser hinanden ret meget. – Det var altid Ann og Arthur, der rejste til Danmark, mest da børnene var små. –

Men det er jo gået dem fint. – din farfar Lars, har vist klaret sig godt, alle børn havde jo lært at hjælpe til og være flittige.

Johannes havde et job ved siden af, som murer, og derfor trak det jo ud, med at blive gift og få børn, der i ligger, at  gamle Heinrick – er Thomas` Oldefar og din tip oldefar.

Men hvor er det dejligt at se dig, du har så stor lighed, med både Amalie Mathilde og Ann Dora. – Ja, vi bestemmer jo ikke altid, hvordan vi får det!

”Det siger min far også!

…

Ja, sikke en dag, Thomas viste hende rundt, de smukkeste steder, og dagen efter, gik turen hjem til Arthur.

Han sad i sin stol i stuen, det kneb med hørelsen, men ellers var han adræt. Han fældede et par tårer, da han så Katrine – ” Sådan så min kære Ann, ud, da hun var på din alder. – du undskylder nok mit volapyk sprog. Det kniber at blive ved at huske det danske, når jeg sådan går og tuller alene, kan du ikke flytte hertil?

”Jeg vil tænke over det. – Her er jo smukt! – Hvis --- Kan jeg måske så flytte ind her, ser ud til , at du har plads nok!

Den gamle strålede over hele hovedet – og Thomas mumlede ” Nu skal du ikke give Bedstefar , for store forhåbninger. – Han har allerede forelsket sig i dig!

Kokkepigen Ursula,  (Og nej, hun var ikke afrikaner)  og heller ikke slave. – Hun havde selv i tidernes morgen, søgt jobbet! – Kom ind og sagde at der var kaffe. – (Hun var skyld i, at Arthur, stadig boede i sit hjem!)

Snakken gik helt fantastisk, og bagefter var der tid til at se billeder.

”Ja, min kone og jeg, havde ikke mange med til bryllup, der var lidt venner, men ellers en tom kirke.

Jeg spurgte til bedsteforældre, men der var ingen.

Da hendes mor døde i barsels sengen, gav Mathilte Katrines forældre, deres svigersøn skylden, lægerne havde sagt, efter at Ann var kommet til verden, at nu måtte hun ikke føde flere børn – alligevel fødte hun to små drenge, der døde, og så lille Trine. – De mente at han havde slået deres datter ihjel. – Dagen efter begravelsen, kom de for at hente Ann og den nyfødte, de skulle ikke være hos en menneske slagter!

Men Heinrick kunne ikke få over sit hjerte, at give sine børn væk!

Hans egne forældre, døde, det år, hvor han og Matilte Katrine, blev gift.

Heinricks familie var ikke til megen hjælp og altså hans kones forældre og søskende, havde jo slået hånden af ham! – Så han klarede sig, som han bedst kunne, men var nok den mest driftige landmand i miles omkredse, og tillige med Sognefoged.

Katrine tog det gamle mørnede brev frem, og læste det op. – Den gamle mand, sad og græd – ” Ja, undskyld, min kone, havde det liggende. – Hun vidste, at det ville blive umuligt, at finde den kvinde, der havde besøgt dem. – Hun betroede mig, at hun var sikker på, det var en engel, der en dag, bare pludselig stod i hendes værelse og trøstede hende. – Men hun forstod at hendes far havde fattet kærlighed til englen. – Der så alligevel bare var en pige, fra en anden verden, - og jeg  ved ikke, hvordan det kan lade sig gøre!

Thomas lagde en hånd på sin bedstefars – og sagde nogle specielle ord!

Billederne fik Katrine til at gispe, flere gange – ”Jamen det var sådan jeg så dem. – lille Trine, og hendes fantastiske opofrende søster. – Det gjorde mig så ondt, at Ann Dora, måtte lægge krop til alle de prygl. Men der v ar så meget sorg i Heinrichs sind, og jeg er klar over at Ann Dora tilgav! – Som hun sagde ” Jeg har lært, at man skal bede for de der forfølger os, og vende den anden kind til, når man slår os! – Jo, hun elskede så bestemt sin far! –

”Hvor er det godt at høre, Ann Dora. – Hun ville have været så glad for at se, den pige der havde besøgt dem. – Men nu ser jeg dig, og skulle der være den mindste ide om, at flytte hertil, skal du være så hjetelig Velkommen! – Her er både hjerterum og husrum!

Da den gamle fik sig et hvil, gik de to ”Unge”  rundt og så det smukke landsted.

”Han har om nogen, knoklet, for at få det til at hænge sammen. – DU må ikke tage min mors ord, ilde op, hun vil gerne fortælle, at mine bedsteforældre var mere end andre. – Det var de ikke!

Hun har altid ment at en læge og en præst, er mere end en lærer, murer, eller anden håndværker. – Hun vil gerne føre sig an`. – Men på bunden er hun god nok!

Min bedstefar, er søn, af nogen af de første danskere, der rejste til amerika, så vi har danske aner, på begge sider. – Han lærte at man ikke fik noget gratis. -  -  Var heldig, at få et job hos en bonde der tappede Ahorn saft, til sirup. – Det kunne være et hestearbejde, og som tiden gik, fandt han nogle ting der kunne lette arbejdet. –

Det ene tog det andet, og  han var netop i gang med et eksperiment, da han en dag faldt over den unge smukke danske pige, der lige var kommet til landet. – De fik rigtig mange skønne år sammen, og vi har boet så tæt på, og taget del i deres liv. – Og nu står jeg her, med en dansk pige. – Katrine, er det for tidligt, eller ….

Hun lo – lo, så hun var lige ved at knække sammen – ” Undskyld, det var ikke pænt af mig. – men forstå mig ret, du er lige ved at have samme alder, som min Tip oldefar, da han, for ikke længe siden, bad om min hånd!!

Thomas, du er min granfætter, du er næsten 30, og jeg er 17 – Inden jeg når den alder, hvor jeg måske tænker på at finde en kæreste, så har du sikkert stiftet familie. – Jeg er glad for at vi har mødt hinanden, glad for at vi er familie, men jeg lægger ikke mere i det!

Thomas smilede ” Det er i orden. – jeg er nok også bare vild med dig, fordi jeg holdt så meget af min bedstemor, fordi jeg kender hendes og din historie, fordi det ville være fantastisk, hvis vores møde, kunne få ringen til at blive hel!

” Jeg kan godt se det, men, jeg vil mere med mit liv, end gifte mig og stifte hjem. – Håber vi kan blive ved at være venner!

Han nikkede, og de gik rundt og så på det store menageri, der var lejet ud til et stort foretagende!

Arthur, bad dem blive og spise middag – det var så sjældent at han havde gæster.  - - Det var sørgeligt at tage afsked, og på vej hjem til Thomas forældre, sadge Katrine ” Bliver du forskrækket, og beder mig lade være, hvis jeg flytter til Amerika nogle år?

”Hvis det er på grund af Bedstefar, så lad være, han kan altså ske, at blive over hundrede!

”Det er ikke meningen at jeg vil gifte mig med ham, for så skal jeg arve hele menageriet, - også hans familie, det klarer jeg ikke. – Tænk, at blive din pap Bedstemor!

Åh hvor de lo – og det var som om tiden fik vinger.

Hun var henne og lægge en blomst på Ann Doras hvilested, men det var slet ikke som i Danmark.

Der var helt stille i flyveren til bage, de var trætte, og da de skiltes i lufthavnen, blev de enige om at mødes, engang!

…

Pludselig var der kun en måned til de alle sammen, skulle rejse til danmark. – Katrine, skulle hjem, og tage timer på aftenskole – og forberede sin familie, at – hun ville rejse til Amerika.

Alt blev pakket ned, selv det varme smil. – Der blev holdt afskeds fester, og Thomas, kunne ikke begribe, at hans Gran kusine, rejste fra ham, og virkelig ville gøre alvor af, at flytte ind hos Bedstefar Arthur!

”Vi må skrive sammen, lov mig, at vi beholder kontakten!

Katrine lo ” Hold nu op, Thomas, det lyder til at det er jordens undergang. – lige om hjørnet, er hende pigen, du venter på!

…

Hele familien stod og tog imod hende, og der skulle tages afsked med Karl og Luoise og pigerne, ingen af dem forstod, hvad hun ville i Amerika. -   De ville holde kontakt, og hun fik Louises brors adresse ang. Trykkeriet!

..

Et par måneder efter, blev Marion og kæresten smedet i hymnens lænker. -

Mor havde sit dejlige arbejde, men nu fuldtids, hun var så glad for at Katrine, ville hjælpe med det forefaldene.

Veninden – så hun endnu mere til, end før, (  )  gik på frisørskole, og klarede sig så fint, regnede med at få salon i byen. – Men Katrine, tja, ---- Hun blev moster til verdens dejligste dreng. – hun drømte sig tilbage til tiden med Heinrich og pigerne. -  Hun passede aftenskolen og fandt på flere opskrifter.

Efter et par år på hjemmefronten, sad hun en dag i flyveren, på vej til Amerika!

… Hun nåede, at få 3 gode år, hos ”Bedstefar Arthur” – og med hans hjælp, fik hun råd til at starte sit eget trykkeri.  – Hun fortsatte hvor Ann Dora slap – Udgav sine egne bagebøger. – På dansk, fransk – engelsk og tysk.

Og hun tog rundt for at fortælle om, (Det velsignede liv!)

Hun så tiden forandre sig. – og hun fik ret. – blot et par år, efter, at hun rejste fra Paris, stod brylluppet mellem Thomas – Heinrick – Lübeck – Hanson og  Michelle de` Monpasat.   –

Fortrød hun ?

Nej, ikke det fjerneste. Hun nød livet i sus og dus. - så hvem hun ville, var sin egen mester -  og skænkede aldrig sit hjerte til andre end  den Heinrick, hun mødte en forårsdag i 1915. -

Del siden