Den gamle jagthytte fortæller

Hvis en gamle hytte, eller dens planker, kunne fortælle, om det liv den har oplevet,  så – nåh ja, så lød det måske sådan her …

…

I det Herrens år 1971, blev jeg simpelthen bygget.

Manden der byggede mig, var tømrer, og jeg skulle være hjem til en brun hest, kan det næsten være mere fornemt? – En brun hoppe med føl i maven.

Det var i de tider, hvor ethvert barn med sans for drama og spænding, involverede sig i Laredo, Cowboys og Indianere –det Lille hus på prærien m.m.

Den dag hesten Bianka kom, var noget helt specielt, jeg havde nok set en hest før, men hun var altså noget ud over det sædvanlige.

Man indrettede mig godt, den ene side, blev lavet til soveplads, og den anden side til sele og saddel rum, hvor pigerne kunne hente alt det der var nødvendig til en hest, og der var lavet et lille rum, til alt det halm og hø, sådan en hest skulle have.

Jeg husker tydeligt, den nat, det lille føl kom.

De to søstre lå i halmen og sov, med det ene øje på klem, og jeg kunne følge med, fordi ham tømreren ikke havde bygget mig af knastfrit træ.

Åh for et lille nus, en drenge føl, Starbright, der senere skulle blive far til en masse skønne føl.

..

Jeg nød min tid, også da pigerne havde venner, veninde og drenge med, og jeg så da de unges mor kørte i en lille boble "bil" rundt i indhegningen, med sin ældste søn siddende ved siden af (tænk, at han turde) – Det blev sidste gang  moderen fik lov at køre bil, men børnene stod skraldgrinende og så på.

…

Hestene blev til mange efterhånden, og ind imellem blev der skrevet noget på mine brædder. Hjerter, pile og alt muligt, det gjorde faktisk ondt, men de forstod ingen ting.

Hestene blev skiftet ud, og til sidst blev jeg et sted hvor de havde klapstole og have redskaber stående.

(Skal jeg virkelig ende mine dage på denne måde?) tænkte jeg -

..

Nej, for da vi kom hen i 1990, skete der virkelig et stort skridt.

Jeg blev flyttet.

Jeg havde hørt noget om, et sted der hed Gammelby i Århus, hvor man hentede huse og gårde, fra forskellige byer, skildte dem fra hinanden, læssede dem på en lastbil og kørte dem til Gammelby, hvor, de fik nyt liv igen.

Et hus fra Skagen, kunne stå ved siden af et hus fra Ringkøbing, og de morede sig, det ved jeg fra en fætter, der engang var fiskerhytte i Hundested og altså blev flyttet til den gamle by. Selvfølgelig længtes han hjem, men som tiden gik, blev han glad for at bo der.

Nå, men det er mig det handler om, og en dag kom der tre mænd.

Tømreren, hans svend og en kammerat, jeg blev skilt ad i to dele, - jeg tror aldrig jeg har haft det så slemt, det var forfærdeligt.  Mit tag kom op på en lastbil og mit understel kom op på en vogn, kørt af en gammel traktor, og efter mange – mange timer, var jeg/vi, inde, midt i en stor skov, med masser af træer.

Man satte mig sammen, og tømreren klappede mit træ og lovede mig at nu skulle jeg aldrig mere flyttes, her skulle jeg bo, til jeg – nåh ja, fik skildt taget fra kroppen.

..

Jeg fik det så hyggeligt. – De satte en gammel Kakkelovn ind i min stue, et skønt bord, stole, og det blev sådan at når Tømreren, og hans kone, fik lyst, så kunne de overnatte på en underlig slåudsofa.

Jeg blev noget så fint som Skov og jagthytte, og jeg har lagt ører til mange ting, kan du tro.

..

Hele familier har overnattet, rundt på gulvet, man har holdt fest og tændt op i kakkelovnen, og en ung kvinde sagde en dag hun havde været der ude, for at tænke over en stor ting ” Her kunne jeg godt bo, resten af mit liv, jeg dur ikke til at bo i byen, jeg vil gerne leve her hos dig, uden stres, telefon, computer og – tv og alle moderne fornødenheder.

Jeg tror jeg elskede hende for disse ord, hun ville aldrig forlade mig, men aldrig er et stort ord, det fik hun desværre ikke lov til.

..Jeg blev hvilested for mangen stresset person, og jeg elskede når Tømreren og hans kone og datter, sad derude og hyggede sig, tømreren spillede på et instrument – datteren på et andet og konen sad med sit strikketøj, det var virkelig som at høre min tip oldefar fortælle, om dengang han var med i

” Det gamle hus på prærien”.

…

Jo jeg har nydt mangen vinter med sne, og rådyr – harer – ræve, der kom hen til fodertruget, så tæt på at jeg kunne lugte dem, de var jo ikke bange for mig.

..

Jeg nød om efteråret, når menneskene kom og fyrede op og kogte Svampe suppe, på den gamle kakkelovn, af svampe de havde plukket i skoven, og når de havde spist blev lamperne skruet op, enten for at læse, eller for at spille spil. – Det var hygge – eller når jeg så solen, gå ned over træerne, ja, da, kunne selv et gammelt træ skur – Skov/Jagthytte – Weekend hytte, eller hvad man ville kalde mig( kært barn har jo mange navne) føle en knirken i sine brædder, og fælde nogle harpiks tårer og blive sentimental.

Det var livet!

 ..Men en dag var det ved at være min tid. Nåh ja, jeg vidste jo, at selv et træ skurs dage er talte.

I 2006 blev den rare Tømrer syg og døde. Hans ven, der ejede skoven, skulle på Plejehjem, så han blev nødt til at sælge skoven,  i 2011, så jeg blev tømt for alt der havde værdi.

De gamle petroleums lamper, bordet, sofaen, stolene og alt ,som jeg kendte så godt.

Kosten gik ikke så lystigt hen over mit gulv, det var som om alt kunne være lige gyldigt, tømrerens yngste datter og hendes mand, ville så gerne købe skoven, men der var ikke penge til det.

En dag hørte jeg, at der kom store maskiner i skoven, alle træerne blev fældet, og kørt væk, og så var det min tur, til at lade livet. Man skilte mig ad i atomer, og jeg lå og så på, hvordan skoven forandrede sig til agerjord, og nu tænker jeg på, hvad jeg skal gøre ved mig selv. –

Jeg ser hele mit liv passere revy, og tager mit sidste kik ud af en knast, før jeg bliver til muld. – Bliver optaget af jorden, og måske en dag bliver jeg til en smuk paddehat. Hvem ved?

Del siden