Den 7 juni 1968 åbnede den Legoby som de havde snakket så meget om. Nej ikke bare en by, de kaldte det for Lego land. Der kom mennesker mange steder fra, og så blev Orglet båret ud, så Direktøren kunne spille for de fine gæster.

Tænk, orglet kom i både aviser og tv, jamen glæden ville ingen ende tage, og så blev det kørt tilbage til sit logi i samlingsstuen, hvor det nød at være.

Der gik mange år, og en dag var der ikke mere tid til at starte dagen med en sang, for det der ”morgen ståhej” var slut da der kom en ny Direktør, og jeg blev flyttet tilbage til stuen, hvor den flinke gamle mand spillede på mig. Børnebørnene spillede også engang imellem, der blev tegnet Krims krams på mine tangenter, så de kunne se hvor de skulle sætte fingrene.

…

Det var en sorgens dag, da Godtfred. K. Christiansen døde, den 13. juli - 1995. - Orglet stod bare der og følte sig alene. Det blev gammelt, nærmede sig pensions alderen, hvis et orgel har sådan en, men et par år efter kom der et par mænd og hentede det. – Orglet tænkte -

(Åh, jeg skal ud og køre, hvor herligt, måske skal der gøres stads ud af mig igen)

Ys mens klubben i Billund holdt deres Loppemarked, og lige netop der var det at orglet skulle hen og stå, så folk kunne byde på det.

(Ja, nu står jeg så igen og venter på at nogen vil have mig med hjem, og der er da nok mennesker, bare det nu blir et godt sted.)

Efter et par timer kom der en mand hen og satte et skilt på det, hvor der stod SOLGT!

Jamen det kunne da ikke passe, der var ingen der havde budt på det, hvordan kunne det gå til?

Men sådan var det, Orglet blev igen læsset på en vogn og kørt ud i det kolde vejr.

(Det var en vinteraften, i 1997, så jeg var ved at være oppe i alderen, husk at jeg er fra starten af 60.erne, men jeg var pakket godt ind så jeg frøs ikke.

Bilen gjorde holdt foran et stort hvidt hus, en mand og en kone gik ind, og lidt efter var der to mænd der kom ud, de nærmest bar mig ind i en lille stue, hvor jeg blev sat på plads og tæppet af.

Åh ja, og der var børn, en lille dreng og to lidt større, de skulle prøve mig med det samme.

Der sad en dame i en stol, hun kørte hen til mig, og prøvede at klimte lidt, så sagde hun

”Jamen far, hvordan vil du ha` at jeg skal kunne spille på orglet, når jeg kun kan bruge en hånd?

Den ældre mand sagde ” Det må du selv finde ud af, du skal træne hver dag, både hjerne og hånd, det er jo ikke bare en gave, det er en opgave!!!

Tænk, jeg var en opgave, det var første gang jeg havde været det, og jeg glædede mig til at se, hvad det gik ud på.

Børnene nød mig, de trykkede på alle mine knapper, for selvom jeg var oppe i alderen, kunne jeg de utroligste ting, og huset genlød af det sjoveste – mystiske musik.

Dagen efter begyndte damen selv at spille på mig, med en hånd, vældig nok, men jeg er jo vandt til at man bruger to hænder og ind imellem to fødder, når det skal være rigtigt godt.

..

Nu var der bare det at hun ikke kunne bruge den ene arm og det ene ben, men hold da op hvor blev det sjovt.

Der blev lavet et snoretræk i loftet og der blev sat et rem om hånden der ikke duede, og den gode hånd trykkede de dårlige fingre ned på mine tangenter, så der kom lyde.

Der blev spillet på den sjove måde i lang tid, og så pludselig ved jeg ikke hvad der skete med tiden, for en dag var det ikke bare en hånd, nu var der to hænder, og fødderne prøvede at komme med.

Helt som i Gamle dage på Lego, blev det nu aldrig, men jeg blev brugt, ind til en sommerdag i – ja, luk nu ørerne op, en sommerdag i 2009, da en af mine familie medlemmer flyttede ind.

Nej, ikke et orgel mere, heller ikke et af de hersens Keyboard, de tæller simpelthen slet ikke med.

Nej, det var et stort dejligt klaver, jeg tror ikke det var så gammelt som mig, men flot så det ud, og jeg må sige, at det var helt andre toner, der kom ud af karosseriet på min kusine. Jo, for vi tangent instrumenter, hører til hunkøn.

Basun og trompet er Hankøn – klarinet og horn, er hunkøn.

Bas & guitar er hankøn, mens violin og harpe er hunkøn

(og sådan kunne jeg jo blive ved)

Vi nåede lige at hilse på hinanden, før jeg blev flyttet ind i en anden stue og sat på vente position, for at sige det helt ærligt, det var tankeløst og ufølsomt af menneskene, og nu blev tiden brugt på min kusine. Åh, jeg siger dig, jeg følte mig så gammel og jeg håbede sådan på at nogen snart ville lægge mærke til mig…

Hov – hvad sker der nu, hold, da op – nej lad være, det kilder når du gnupper sådan på mine tangenter, hvorfor skal jeg pudses og poleres på den måde?

Nej nu står verden da ikke længere, begynder hun nu at spille på mig igen, og roser mig for min lyd.

Jeg kan høre på hendes stemme at hun er lige ved at græde, da hun siger ” jamen, man smider da ikke bare en gammel ven ud, kan vi ikke flytte den ind i stuen med de antikke møbler?

Men nej, selvfølgelig kunne de ikke det, jeg vil også helst være et sted hvor man ser mig…

Jo, jeg blev klar over at nu skulle jeg på Plejehjem, min værnepligt var afsluttet, men det går nok med det. For et menneske er 50 år jo ingen ting, men for et elektrisk musik instrument, er det ved at være i otium stadiet. Jeg ville så gerne trøste mit menneske, fortælle hende at det nok skulle blive fint, at vi måske kunne ses engang igen, og at nu skulle hun spille videre på klaveret og passe godt på det. Sådan et klaver er meget mere sart end et hammond Orgel.

(Vi kan holde til det utroligste!)

..

Det var ved at være Jul, og jeg kunne godt mærke at tiden var inde, hun havde bestilt en Taxa til mig, hun havde fortalt at jeg på det nærmeste skulle ”hjem” til Billund igen, og jeg stod faktisk der og glædede mig til at komme tilbage dertil, hvor jeg oplevede så megen glæde.

To mænd kom og bar mig gamle skrog ud i en dejlig bil, med tæpper på gulvet og den ældste sagde ” Vi skal nok passe godt på det!

Jeg fik en livrem på, så jeg ikke skulle vælte, jeg blev pakket ind i bløde tæpper. Jo, alt det mærkede jeg. De havde jo slået min klap ned, så jeg ingen ting kunne se.

Men jeg stod godt der i bilen, jeg hørte endnu engang kvinden sige ”Det er rart for mig at jeg ved hvor det kommer hen, jeg kunne ikke give det til genbrug, eller sælge det til en Hr. Hvem som helst! Jeg ville vide hvem der fik det og at det blev passet på det. (manden sagde) ”Ja, det forstår jeg godt, der er ikke mange der ved hvilken sjæl der er i sådan et orgel. –

En keyboard, kan spille alt, men det har ingen sjæl. Nå, vi vil køre, men kom en dag og se, hvordan det går…

Åh, jeg mærkede hvordan jeg græd inden i, det var en mand der havde ordene i sin magt.

Jeg har en sjæl, jamen det er det mest menneskelige, det kærligste jeg har været ude for, og med den salut, startede manden bilen og vi rullede af sted mod Billund …

..Og her står jeg nu, på mine gamle dage, på et museum, hvor folk kommer og kigger på mig, og på et skilt står der hvem jeg er. Et hammond Orgel der stod i en musikbutik i Vejle, blev købt af en meget fornem mand. Havde min barndom og teenags år i Billund, mit voksenliv i Holsted og da ingen havde tid til at bruge mig mere, fik jeg lov at blive beundret, bemærket, af tusindvis af mennesker, på et museum –

 Jamen jeg spørger bare - Er det da ikke et dejligt liv ???